«4 ned, satte sig , svøbte omhyggeligt Guldmonten i et Stykke Papir og gjemte den isin Troielommez denne Forsigtighed beroligede ham: han følte, at at han var anfvarlig for dette Guld; det var be- troet Gods, som Tilfældet havde bragt i hans Hænder, og hvorfor han engang skulde aflægge Regnskab. Da han havde bragt det i Sikkerhed, aandede han friere. Hvad Skillingerne angik, de vare hans retmæssige Eiendom.— Han havde netop talt dem: der var ti accuratz han deelte dem i to Parter. »Hvis jeg i Dag kunde fortjene ti endnu, tænkte han, vilde jeg kjøbe Nytaarsgave tik Pierrette, en auvergnifk Dukke, klædt efter Skik og Brug i vor Hjemstavn. Dog nei! Hvad skulde hun gjøre dermed? det er langt bedre at give hende noget Nyttigt.« ' Et Slag paa Skulderen afbrød ham i hans Betragtninger. Han foer sammen, thi han tænkte paa Guldet, han havde iForvaring, og for første Gang følte han en Frygt for, at man kunde have lagt Mærke til ham. Han vendte sig om. Det var Jacquot, en Kammerat, et Byesbarn, der for over et Aar siden var kommen hid fra Auvergne tillige med ham og hans Søster Pierrette» Uag- — tet Jacquot under sit Ophold i Paris havde for- andret sig meget, uagtet Dovenskab og slet Exem- pel havde bragt ham til at antage en Levemaade der var himmelvidt forskjellig fra hans to stikke- lige Reisekammeraters, og uagtet han ofte havde