Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Djævelen
sit Vod mellem Himmel og Jord og fangede Sjæle paa
Vejen til Gud.
Dette var Lutherdommens sorte Punkt. Djævelen var
bibelret bragt tilstede, men kunde ikke manes bort igen.
Han var med overalt som Nissen i Flyttegodset.
Forgæves antog Kirkens Toldembedsmænd Kongeskilt, og
mødte troligt for selv at stemple Fragtbrevet, hver Gang
en Sjæl skulde afgaa. Djævelen skræmmedes ikke af
sligt. Luther havde jo opgivet Kirkens gamle Adkomst
ti’ Stabelret i Skærsilden, fordi der ikke stod noget
herom i Bibelen. Men skulde Vareforsendelsen foregaa
fra Jorden direkte, var Udfaldet for hver enkelt højst
usikkert. Thi Djævelen var Herre her paa Pladsen, og,
ærligt prøvet, var enhver Sjæleforsending mere eller
mindre djævlebefængt. Mærket H kunde med fuldt saa
megen Ret betyde Helvede som Himmerige.
Der hørte Folkets hele jævne Ro til for ikke at
bringes til Vanvid ved denne evige Djævlefrygt. Som
Feberild brød den frem, hver Gang nye Heksebaal tændtes.
Men trods dette iboende Giftstof virkede
Lutherdommen dog, i det mindste i det lange Løb. befriende og
beroligende, hvor den havde sat sig fast. Vel var det
kun Landsfyrsterne, hvem den havde tilkendt
Trosfrihed. Men i Aarhundredernes Løb gik det herved
langsomt op for Befolkningerne, at samme Frihed maatte
tilkomme enhver Undersaat. Og den første, ubevidste
Anvendelse af denne Trosfrihed rettedes netop mod
den vilde Djævlefrygt. Thi naar Djævelen maatte siges
strængt taget at have Ret til de allerfleste Sjæle, var der
ikke andet for — naar man da ikke med Katolikerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
