Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Giordano Bruno
139
hans Tankegang, at Længselen efter Hjemmet her
iklædte sig Ønsket om Forsoning med den katolske
Kirke. For ham stod det, som om han kun havde brudt
med Klostret, men ikke med Kirken. Han var jo dog
selv den samme som Drengen fra Nola, Ynglingen fra
Neapel. Endnu lød i hans Indre Kirkeklokkernes Klang,
saaledes som de ved Solnedgang havde tonet med
Genlyd fra Hjemmets lilla Bjergskraaninger. Endnu fornam
han den blandede Lyd af den fjærne Gadetummel, der
dæmpedes og tabte sig, naar i Klosterkirken den lille
Klokke ringede og, under Duft af Blomsterne fra
Alteret og de svingede Røgelsekar, Messesangen brusende
rejste sig og steg som Golfens Storbølger med
Skumvinger paa Flugt mod Gud. Men han troede jo ikke
længer paa Kirkens Lære! Hvor kunde han da ønske
at slutte sig til den? Troede, nej ikke i begrænset
Forstand. Men dog var Kirkens Dogmer hans, Dele af hans
Udvikling, endnu som Billeder hans fulde Eje. Ved den
hellige Aand f. Eks. forstod han nu Verdenssjælen; ved
Himmerig, Skærsild og Helvede Sjælenes fortsatte Liv
under bestandig nye Former. Men var han derfor
fradømt sit eget Eje? Saae ikke enhver, der hyldede
Kopernikus’ Lære, ligefuldt Solen hver Morgen staa op.
hver Aften gaa ned? Var man et mindre kærligt Barn,
fordi man som Voksen vidste, at Moders Arm om Ens
Hals ikke er Kærligheden selv men kun dens Udtryk?
Det gik Giordano Bruno her, som det gaar enhver,
der har gennemlevet en Udvikling og er sig dette klart
bevidst. Han følte i sig Vækstforbindelsen mellem det
gamle og det nye. Men det Svar, som han fik. var det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
