Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
På spørgsmålet, hvem der er Englands störste
digter, kan der fornuftigvis kun gives ét svar; men
tvivlsommere er det, hvem der skal indtage pladsen
næst efter Shakespeare. De fleste vilde vel nævne en
af dette århundredes store digtere, og efter hvers smag
vil de prise Shelley, Browning eller muligvis Byron;
andre vilde vel kaste blikket tilbage til det tabte paradises
ædle sanger; men ikke få, og det måske netop af dem,
der er mest fortrolige med Englands litteratur, vilde sikkert
nævne det navn, der står over dette lille skrift, et navn,
der uden mindste tvivl vilde være kommet på alles
læber, hvis vi havde spurgt om, hvem der var den
betydeligste digter för Elizabeths tidsalder.
Fem århundreder har nu prist Jeffrey Chaucer, og
hans udødelighed kan vel altså regnes for sikret, så
længe det engelske sprog læses. Det vilde være en let
sag at samle en hel blomstersamling af rosende
udtalelser om ham. I sit eget århundrede æres han som
„dette lands sande skat og rigdom“, som „veltalenhedens
blomst, et spejl af nyttig viden“ o. s. v. (Occleve)1; den
samtidige franske digter Eustache Deschamps sender ham
sine værker med et begejstret digt, hvori han sammenligner
ham med Sokrates, Seneca og Ovid2. I næste århundrede
træffer vi hos Lydgate udtryk om Chaucer som disse:
„vort sprogs polarstjerne“, „Britanniens ædle retor-poet,
han som först fik sprogets og veltalenhedens gyldne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
