Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
det og venter resignerede og mismodige paa Dommedag.
En Almanak fra 1830 hænger paa Væggen og tror, at den
endnu er tidssvarende, et Termometer er den eneste Genstand
i det døde Hus, der har bevaret sin Ungdom nogenlunde
uanfægtet. Og rundtom paa de blaa og gule oliemalede
Vægge hvisker hundrede Portrætter ganske tyst og dæmpet i
Munden paa hverandre. Det er alle den overordentlige Mands
mange Kærester og Forlibelser. Ulrike von Levetzow, som
Goethe elskede, da han var firs Aar, smiler med blaablide
Øjne, hun synes at skulle have det sidste Ord i den lange
Kærlighedsrækkes fine Mumlen.
Sønnen, August Goethe, der kun blev den store Mands
Søn, ser ikke glad ud over Æren, og hans to Sønner,
Særlingene Wolf og Walter, fryser ligefrem af Degeneration og
sygelig Ærgerrighed. De blev aldrig til noget, og de giftede
sig aldrig. Dem knuste Navnet Goethe. For dem blev
Verdensnavnet Goethe en Smerte over al Forstand, og de slæbte
sig til Døde paa Bedstefaderens grænseløse Berømmelse.
Wolf vilde være Digter, det blev hans Martyrium. Walter
vilde være Komponist, det blev hans Tragedie. De blev til
et Par sære, vantrevne, forfrosne Pebersvende, der gik
omkring i Bedstefaderens Hus som blege Skygger, og deres
Drømme om Berømmelse gjorde dem gule og gamle før
Tiden. Skinsygt vaagede de over Goethes Papirer og
Efterladenskaber, ingen Fremmed maatte røre saa meget som et
Blad, saa længe de levede. Det var paa en Maade deres
Hævn over Navnets ærefulde Forbandelse. Wolf Goethe blev
den sidste Goethe. Og nu er dette Hjem, som han med syge-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
