11 Aar senere som Student til Kjøbenhavns Universitet, hvis Adgangsprøve han bestod med Udmærkelse. — Det havde hjemmefra bestandig været forudsat, at Orla Lehmann, naar han blev Student, skulde vie sig Retsvidenskabens Dyrkelse. I det første Studenteraar var der dog efter den daværende Ordning af Universitets-Forholdene ikke Tale om at begynde paa noget Embedsstudium, det var endnu udelukkende ofret den almindelige videnskabelige Uddannelse, og dette saakaldte „Rusaar“ var efter Lehmanns egen Forsikring for ham ikke blot det fornøjeligste, men tillige frugtbareste Afsnit af hans Studenterliv. Af de Universitetslærere, han hørte i dette Aar, følte han sig særlig tiltrukken af Madvig, H. C. Ørsted og Sibbern. Især øvede den sidste paa ham som paa saa mangfoldige andre af sine Tilhørere en egen vækkende Indflydelse, og han skyldte ham, efter hvad han selv har ytret, ikke mindst „den Aandens Fornemhed, som selv, hvor den ikke har Styrke nok til at binde an med de store Tankeopgaver, dog er det bedste Skjold mod Verdens Smuds i alle dets mangfoldige Skikkelser.“ Da Rusaaret var omme, skulde Lehmann tage fat paa Studiet af Retsvidenskaben; men det dreves dengang saa aandløst ved vort Universitet, at han ikke skulde føle sig synderlig begejstret derfor. Og selv om Højskolen i saa Henseende havde ydet Mere, er det efter Lehmanns hele Personlighed forklarligt nok, at det valgte Embedsstudium ikke helt kunde udfylde hans Interesse, ligesom det under alle Omstændigheder er en Selvfølge, at den Mand, der senere ved sin henrivende Veltalenhed bidrog saa mægtig til at lofte den danske Folkeaand, i de unge Aar ikke udelukkende kan have syslet med Lovbog og Forordninger. Ogsaa efter det første Studenteraar fordybede han sig tillige ikke blot i den danske, men ogsaa i forskjellige andre evropæiske Folks skjønne Literatur. Særlig fængsledes han af Englands og Tydsklands Digterfyrster Shakespeares og Goethes udødelige Værker, ligesom ogsaa den yngre tydske Digter Heine, som han laste i