- Project Runeberg -  Om Johan Ludvig Heiberg. Nogle litteraturhistoriske Oplysninger /
106

(1867) Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

hans poetiske Eieudommelighed netop manglede Evnen til
af gaae ind paa en munter Spøg, og enhver i Lunets kaade
Leg uddelt Snert maa have forekommet ham som en bitter
og ufortjent Revselse. Denne Stemning, der ikke tillod ham
at faae det rette Blik for Opfattelsen af Heibergs Satire og
navnlig ikke kunde bringe ham til at opfylde Digterens, for
Resten ogsaa noget ideale Fordring, »selv at more sig
m e e s t«, bevarede sig endog hos ham i en lang Aarrække,
efterat forlængst Stridens Details vare glemte; derom vidner
en Udtalelse af ham (refereret i »Dansk Maanedskrift«, 1862),
hvori han siger: »Den Tids Kritik maa jeg naturligvis, efter
hvad jeg troer at have godtgjort, bestandigt protestere imod,
ikke blot som ensidig, men som hildet af mangfoldige,
mig bekjendte, saavel litteraire som personlige Forhold.
Den var, efter min Mening, skelende, bitter og fjendtlig —
han fremhævede disse Ord stærkt —. Ja, det er og bliver
fremdeles min Mening om Aanden i den Opposition, jeg i
tyve Aar lod gaae upaaagtet hen,« —■ offentligt i det mindste,
thi en Yttring i hans »Lcvnetsbog« gjør det rimeligt, at han
i sin første Harme maaskee nok havde givet Svar paa
Tiltale, men siden, med en paåskjønnelsesværdig Resignation,
har betænkt sig; vi sigte til det Sted, hvor han siger:
•Naar han i sine første tyve Skribentaar taug til ethvert
Angreb, kunde hans fortroligste Venner see ham inderligt
oprørt, som hans Sjæl var en Fugl, man vilde stække, og
hans Pult kunde vidne om, at han hverken manglede Næb

eller Kløer eller Sind til at bruge sine Vaaben; men naar

han havde givet sig Luft for sig selv eller en god Ven,

følte han sig paany som Fuglen, der havde sprængt sit

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:23:52 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/omheiberg/0118.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free