70 dragelsestheorierne blive Mænd og Kvinder fuldstændig omskabte, naar de ses i Forholdet til deres Børn. De Folk, vi have Forretninger med, de Mennesker, vi møde i Verden, vide vi, ere meget ufuldkomne Skabninger. I de daglige Skandaler, i Venners Trætter, i Bankerotters Afsløringer, i Processer og Politirapporter finde vi stadig Beviser nok for den herskende Selvviskhed, Uhæderlighed og Plumphed. Men naar vi kritisere Opdragelsen i Børnestuen og afhandle Ungdommens slette Opførsel, tage vi det sædvanlig som givet, at disse skyldige Personer ere fri for moralske Forseelser i Behandlingen af deres Sønner og Døtre! Dette er saa langt fra at være sandt, at jeg ikke betænker mig paa at give uheldig Opførsel fra Forældrenes Side Skylden for en stor Del af den huslige Uro, der sædvanlig tilskrives Børnenes Slethed. Jeg taler her ikke om de mere Sympatetiske og dem, som besidde Selvbeherskelse, til hvilke jeg haaber, at de Fleste af mine Læsere høre; men jeg taler om den store Mængde. Hvilken moralsk Dannelse kan man vente af en Moder, som den ene Gang efter den anden med Vrede ryster sit Barn, fordi det ikke vil tie, hvilket jeg en Gang saa en Moder gjøre? Hvor megen Sans for det Retfærdige kan en Fader indgyde, der, naar et Skrig underretter ham om, at hans Barns Finger er i Klemme mellem Vinduesrammen og Karmen, begynder at slaa det i Stedet for at fri det fra Klemmen? Men at der gives saadanne Fædre, har et Øjenvidne forsikret. Eller, for at tage et endnu mere talende Exempel, som ogsaa bekræfter ved direkte Vidnesbyrd, hvad kan der komme ud af den