115 skaber føres til at underkaste sig en Tugt, de ellers vilde undslaa sig for. Medens Nogle ville betragte dette Billede af Opdragelsen, som den bør være, med Tvivl og Modløshed, ville Andre, tænker jeg, i det ophøjede Ideal, det peger hen imod, finde et Bevis paa dets Sandhed. At det ikke kan virkeliggjøres af den, der ledes af Øjeblikkets Indskydelser, af den, som mangler Sympathi, eller af den Kortsynede, men at det forudsætter den menneskelige Naturs højere og ædlere Egenskaber, deri ville de se Beviset for, at det passer for Menneskehedens mere fremskredne Tilstande. Skjønt det fordrer megen Anstrængelse og Selvopofrelse, ville de dog indse, at det lover overvættes Lykke til Gjengjæld, baade strax og for Fremtiden. De ville se, at medens et slet System i sine fordærvelige Virkninger baade paa Forældre og Børn underligger en dobbelt Forbandelse, saa medfører et godt System en dobbelt Velsignelse — det velsigner den, som opdrager, og den, som bliver opdraget.