159 er en sædvanlig Følge baade af meget glade og meget smertelige Bevidsthedstilstande. Naar den Begivenhed, der frembringer en glad eller smertelig Sindstilstand, indtræder strax efter et Maaltid, hænder det ikke sjelden, enten at Maven kaster op, hvad der er spist, eller fordøjer det med stor Vanskelighed og under Protest. Og som Enhver, der bruger sin Hjerne meget, kan bevidne, selv rent intellektuel Virksomhed vil, naar den overskrider et vist Maal, frembringe lignende Virkninger. Det Forhold mellem Hjernen og Legemet, som træder saa tydelig frem i disse yderliggaaende Tilfælde, gjælder ogsaa for de sædvanlige, mindre fremtrædende Tilfælde. Lige som hine voldsomme men kortvarige Hjerneanspændelser frembringe voldsomme men kortvarige Forstyrrelser i Indvoldene, saaledes frembringe de mindre voldsomme men stadige Hjerneanspændelser ogsaa mindre voldsomme men stadige Forstyrrelser i Indvoldene. Dette er ikke blot en Slutning; det er en Sandhed, om hvilken enhver Læge kan aflægge Vidnesbyrd, og om hvilken jeg af lang og sørgelig Erfaring kan aflægge personligt Vidnesbyrd. Af en saadan fortsat Overanstrengelse af Aanden følger forskjellige Grader og Former aflegemlig Uorden, som ofte fordre flere Aars nødtvungne Hvile, før der nogenlunde kan raades Bod derpaa. Undertiden er det Hjertet, som især kommer til at lide; der indtræder stadig Hjertebanken, meget svag Puls, og meget ofte Formindskelse i Antallet af Slag fra 72 til 60 eller endnu færre. Undertiden er den iøjnefaldende Uorden i Maven, nemlig en