Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Søfareren og Forsøgene paa at naa Indien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE STORE OPDAGELSESREJSER 15
af, at de praktiske Genuesere flere Gange, om end altid forgæves,
søgte at opnaa Tilladelse til der at anlægge et Handelsfaktori af
samme Beskaffenhed som de, de allerede ejede i Konstantinopel og
andre Steder. »Genueserne er,« siger Historieskriveren Azurara
(den vigtigste Kilde fra Henriks Tid), »Folk, som ikke giver Penge
ud uden sikkert Haab om Gevinst.«
Her i Villa do Infante og Omegn tilbragte Henrik største Delen
af sine resterende fyrretyve Aar. Herfra udsendte han sine
Kaptajner for at pløje det sydlige Verdenshav, og naar Aar efter Aar
Skibene vendte hjem fra deres æventyrlige Farter, var det foørste
Glimt af Hjemlandet, der mødte Sømændenes Blik, just Fyret, som
kronede det Taarn, i hvilket Prinsen, deres Herre, sad »bøjet over
Archimedes’ Problem eller sysselsat med at granske den
stjernebesaaede Himmelhvælving.«
Allerede før Ceutas Erobring havde Prinsen ladet flere af sine
Karaveller trænge frem langs den afrikanske Vestkyst forbi Kap Non,
som Araberne fordum ansaa for Afrikas vestligste Pynt, hvorom
Sagnet gik, at ingen, som havde været saa modig at omsejle denne
Pynt, nogensinde kom tilbage igen.
Kap Non *) (280 42 n. Br.) var imidlertid allerede (omkr. Midten
af det 14. Aarh.) passeret, og dets Egenskab som det sydligst kendte
Kystfremspring var overtaget af Kap Bojador, som nu efter sin Tur
betragtedes som umuligt at omsejle. Det synes ret ejendommeligt,
at den Tids Sømænd saa at sige føler Trang til at opstille for sig
selv en Række forskellige Hindringer paa den afrikanske Kyst,
Hindringer, som de saa siden tror paa ingen Maade at kunne overvinde.
Det synes næsten, som om det er en Slags hypnotiseret Sindstilstand,
der ligger bag ved disse Fakta. Men først efter at Henrik havde
slaaet sig ned ved Kap S. Vicente, begyndte den egentlige
systematiske Undersøgelse af de afrikanske Kyster og de nærliggende
atlantiske Øer.
Det første mere nævneværdige Resultat, Henrik opnaaede, er
den »Genopdagelse« og derpaa følgende Kolonisering af Madeira,
som fandt Sted 1418. Hermed gik det til paa følgende Maade. To
af Prinsens Hofmænd, Zarco og Vaz, som, deres Herre til Behag,
foretog en Opdagelsesrejse langs Afrikas Kyst, blev af Stormen
kastede op paa en langt ude i Havet liggende Ø, som de til Tak for
deres Redning kaldte Porto Santo, d. v. s. »den velsignede Havn«.
Saaledes sagde man, men den sidste Oplysning er urigtig, thi Øen
havde allerede længe i Forvejen faaet dette Navn. De to hjemvendte
Opdagere blev selvfølgelig modtagne med oprigtig Glæde af Henrik,
som straks lagde en omhyggelig Plan til fortsat Opdagelse og
Kolonisering af bemeldte Land.
Den nye Ekspedition, som kom under Zarcos Overkommando,
*) Ordet Nun, arab. = Fisk, opfattedes af Europæerne som Non, Lat, = ikke. Kap
Non var altsaa ensbetydende med »Pynten«, der sagde Nej! til Skibsføreren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
