Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den første Rejse over Atlanterhavet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE STORE OPDAGELSESREJSER 155
art, som undertiden samler sig i en saadan Masse, at den formelig
danner »Banker«, vokser ved de vestindiske Øers Kyster og paa det
Nord og Syd for disse beliggende Fastland. I stormfuldt Vejr river
Tangen sig løs og drives af Havstrømmene ind mod den ved
Vendekredsen beliggende forholdsvis rolige Del af Oceanet, som paa alle
Sider er omgivet af Havstrømme, der løber ind i hverandre. Her
flyder Tangmasserne omkring, indtil de tilsidst (i Reglen efter et
Par Aars Tid) synker til Bunds og, efterhaanden som Forraadnelsen
skrider frem, forandres Farven fra olivengrøn til gul og rødbrun.
Ved Synet af den kolossale Masse Tang blev Mandskabet straks
uroligt, og jo mere Tangen samlede sig, desto mere højrøstet
knurrede Matroserne mod Columbus. Efter deres Mening kunde Skibet
umuligt komme igennem denne sammenfiltrede Masse. Undertiden
viste Tangen sig kun i ringe Mængde, og i samme Grad steg
Mandskabets gode Humoør, navnlig efter at man i Sargassohavet havde
fundet en lille levende Krabbe, hvad Sømændene ansaa som Bevis
for, at der var Land i Nærheden.
Det var mildt Vejr, og Stemningen om Bord var god. Eskadrens
Skibe arrangerede indbyrdes en gemytlig Kapsejling, og man
anstillede Jagt paa de Thunfisk, som sværmede omkring Skibene.
Den 18. September var Havet saa stille »som Floden
Guadalquivir ved Sevilla«, de flydende Tangmasser forhindrede nemlig al
Bølgeskvulp. Pludselig kom Pinta, Flaadens hurtigstgaaende Skib,
for fulde Sejl strygende op langsmed Admiralskibets Side, og Føreren,
Martin Alonso, raabte i Forbifarten til Columbus, at han havde set
en stor Flok Fugle sætte Kursen mod Vest, hvorfor han haabede
endnu samme Nat at faa Land i Sigte. Efter Forlydende skal denne
Underretning ikke have gjort noget videre Indtryk paa Columbus.
Det hele beroede paa falsk Alarm. Man havde fejlagtig antaget
nogle Skyformationer i Horisonten for at være Fugle. Naturligvis
havde man navnlig paa denne Ekspedition let for at tro paa det,
man saa ivrigt ønskede. ;
Dagen efter løjede Vinden af, og samme Dag saa man paa
Admiralskibet to Pelikaner, hvis Nærværelse man antog bebudede Land.
En Dugregn faldt, medens Vejret var ganske stille, og dette antoges
som det aller sikreste Bevis paa, at Skibet virkelig befandt sig i
umiddelbar Nærhed af Land.
Admiralen selv var overbevist om, at en mørk imod Nord synlig
Skybanke havde noget at gøre med Øen Antiglia, medens han
mente, at den berømte S. Brandanus’ Ø var beliggende i sydlig
Retning. Denne, Opfattelse nærede han i Henhold til sit »et og alt«
paa denne Rejse, nemlig Toscanellis Kort, som han uafbrudt
raadspurgte; men Columbus vilde ikke optage Tiden med at krydse,
sagde han, han vilde i Stedet for følge sin første Plan, nemlig at
holde Kursen i Vest lige til Indien. Ved Hjemrejsen kunde han jo
nærmere undersøge de Øer, han nu sejlede imellem.
Samme Dag sammenlignede Styrmændene deres Kursberegninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
