Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Columbus' tredje Rejse og Syd-Amerikas Opdagelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240 H. H. von SCHWERIN
for en Del Aar siden prydet med en allegorisk Gruppe, forestillende
»Columbus og Amerika«.
I Puerto Belo viste det sig, at man var tvungen til at forlade
endnu et Skib, der var blevet usødygtigt. Man maatte derfor
sammenstuve Mandskabet paa de to sidste Karaveller, og man fortsatte
nu en Tid Kystrejsen i østlig Retning. Da man var naaet til Kap
San Blas, maatte Kaptajnen til sidst give efter for Mandskabets
stadige Bønner om at vende tilbage til Espaflola, hvorfor han den 1.
Maj satte Kursen mod Nord.
Atter her havde han Uheld med sig; havde han nemlig fortsat
endnu nogle Dage i østlig Retning, var han kommen til Darienbugten,
som Bastidas allerede havde besøgt; han havde her kunnet
overbevise sig om, at det Sund, han søgte efter her, aldeles ikke
eksisterede, noget han haardnakket forfægtede, saa længe han levede.
De to halvt havarerede Skibe blev snart grebne af voldsomme
Storme, der førte dem i nordlig Retning til Cubas Sydkyst, hvortil
man naaede den 13. Maj 1503. Efter at have repareret og
provianteret var det Columbus’ Mening at sætte Kursen paa Espafiola, men
man var næppe kommen ud paa Havet, førend et heftigt Uvejr, som
varede i hele seks Dage, brød løs.
Det var et Vidunder, at Skibene ikke fuldstændig gik under; de
var næsten synkefærdige og havde kun ét Anker tilbage. Det meste
af Takkelagen var gaaet over Bord, Sejlene var iturevne, og det
dødtrætte Mandskab udførte mekanisk sit anstrengende Arbejde
uden Spor af Haab om Redning. Vandet trængte ind fra alle Sider,
og man kundec næppe ved Hjælp af Pumperne og Øsekar lænse
Lastrummene. Man fulgte Cubas Sydkyst til Kap Cruz, hvorefter
Kursen blev forandret til sydlig.
Endelig fik man et stort Land i Sigte, og den 24. Maj løb de
ind i en Havn, som fik det pompøse Navn Santa Gloria. Man var
imidlertid ikke kommen til Espafiola men til omtrent midt paa
Nordkysten af Jamaica.
Nogen Tid efter saa Columbus sig nødsaget til at sætte sine
»flydende Ligkister« paa Grund i denne Havn; snart stod Vandet
i Højde med Dækket. Mandskabet tog sit Tilflugt til de høje
For- og Agterkasteller, som yderligere blev forhøjede. Man placerede
Vragene tæt op ad hinanden og bandt dem sammen og omgav dem
med en Slags beskyttende Bolværk.
Columbus indsaa nemlig det klogeste i, at Mandskabet ikke kom
i Land. Hvor let kunde det ikke give Anledning til Fjendtlighed
med de indfødte, og i Spaniernes ynkelige Forfatning vilde en saadan
Konflikt have altfor skæbnesvangre Følger. Man maatte fremfor
alt paa en eller anden Maade faa Bud til Espaflola om snarlig Hjælp.
Den kække Diego Mendez, der allerede ved Opholdet i Veragua
havde gjort Ekspeditionen uvurderlige Tjenester, paatog sig at
underhandle med de indfødte. Dette udrettede han saa godt, at de
indfødte ikke alene forsynede de skibbrudne med Proviant, men ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
