Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Landeveje - Oldtid og Middelalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE FØRSTE VEJE
15
II. LANDEVEJE
Oldtid og Middelalder.
De første Veje, Mennesker benyttede for at komme fra et Sted til
et andet — f. Eks. fra Bolig til Jagtsted — var dem, som Naturen
havde anvist og dannet. Manden fulgte Bækkens Løb gennem
Urskoven, han overskred Vandløbet paa dets grunde Steder, Fjældryggen,
hvor den var lavest, og han vandrede ad de Stier, Dyrene havde traadt
gennem Slettens høje Græs eller brudt gennem Krattet.
Og den første »Vejbygning« bestod blot i, at Manden hjalp lidt paa
Naturens Værk, at han hist og her afbrød en Gren, som hindrede hans
Vandring, væltede Stene i Vadestedets Huller, dækkede et sumpet
Sted, hvor Foden vilde synke i, med Grene og Kviste o. s. v. Meget
behøvedes der ikke, for at Jægeren kunde komme frem med sin Pil
og Bue, for at to Mænd kunde vandre bag hinanden med det fældede
Vildt hængende paa en Gren mellem sig, eller for at Kvinderne kunde
hente Vand fra Floden.
Større blev Kravene, da Mennesket tog Dyret i sin Tjeneste og
læssede Byrder paa dets Ryg. Ikke alle Vegne, hvor Mennesker kunde
færdes til Fods, var det muligt for et tungt læsset Lastdyr eller en
Rytter at komme sikkert frem. Dog kunde Vejbygningen endnu
indskrænkes til Bortfjærnelse af de værste Hindringer; kun hvor
Færdselen var stærk, og det var af Vigtighed, at man kom hurtigt frem,
kunde der være Grund til at sætte et stort Arbejde ind paa en
egentlig Tildannelse af Vejene.
En saadan virkelig Vejbygning blev derimod mange Steder stærkt
paakrævet, naar der skulde anvendes Vogne eller andre mekaniske
Befordringsmidler; thi Vognenes Hjul, som sidder i uforanderlige
indbyrdes Afstande, og som gærne skulde tegne sammenhængende Linjer
paa Jorden i nogenlunde samme Højde, kan ikke som Menneskets Fod
eller Hestens Hov løfte sig hen over Sten og Huller og tage Fæste, hvor
det passer bedst.
Der bestaar saaledes en nøje Sammenhæng mellem Vejenes og
Befordringsmidlernes Udvikling; men fra en anden Side set kan vi sige,
at Vejenes Udvikling betingedes af Fremvæksten af Kulturcentrer
— Byer eller Lande —, som havde Interesse af at staa i livlig
indbyrdes Forbindelse, eller af store Riger, hvis Herskere for at sikre deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
