Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Vejfinding ude paa Havet - Kompas, Log og Lod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KOMPASSET
77
det 4. Aarh.; Kirkernes Længderetninger skulde nemlig ikke ligge
nøjagtig »solret«, men derimod vinkelret paa den magnetiske
Nord—Syd-Retning, der afviger lidt fra den geografiske. Disse Resultater maa
dog vist optages med meget Forbehold. Den første skriftlige
Efterretning, om Kompasset skal skrive sig fra Aaret 1195 og findes i
Englænderen Neckhams Skrifter; men det er rimeligt nok, at Kunsten at
finde Nord ved Magnetnaalen, længe inden den blev alménkendt, har
været en hemmelig Kunst, som udøvedes af enkelte indviede under
Frygt og Bæven. Mangen en Skipper har sikkert haft en Følelse af,
at han sluttede en forbrydersk Pagt med hemmelige Magter, naar han
i mørke Nætter raadspurgte den lille Naal, der kunde vise ham, hvor
Polarstjærnen var gemt bag Skyerne.
Endnu i det 13. Aarhundrede siger Dantes Lærer Brunetto Latini,
der hos Roger Bacon havde set et Kompas: »Af Frygt for at blive
beskyldt for Trolddom vover ingen Skipper at bruge Instrumentet, skønt
han ved, at det vilde være meget nyttigt paa Søen. Og Søfolkene vilde
ikke sejle med ham, naar han medtog et saadant Instrument, der syntes
at skyldes Helvedes Aander.«
Det var ikke underligt, at man troede, der var Trolddom med i
Spillet, naar man saa, hvorledes Naalen af hemmelighedsfulde Kræfter
stadig drejedes mod den usynlige Polarstjærne. — Hvad har ikke de
magnetiske og elektriske Kræfter, som her var i Virksomhed, senere
udrettet af vidunderligt Trylleri i Verden, efter at Mennesket havde
lært at kende og mestre dem?
Men efterhaanden vænnede man sig til dette som til alle Naturens
og Teknikkens andre Vidundere. Man holdt op at ræddes eller undres
over det vidunderlige og arbejdede i Stedet paa at drage Nytte deraf
paa den bedste og mest praktiske Maade.
Til at begynde med lagde man blot Magnetstenen eller Magnetnaalen
paa et Stykke Træ, som man lod svømme i en Skaal Vand; Naalen drejede
sig saa med Træet ,indtil den vendte den ene Ende — Nordenden eller
»Nordpolen« — mod Nord, den anden — Sydenden eller »Sydpolen« —
mod Syd. Senere ophængte man Naalen drejelig paa en Spids.
I Nutidens Skibskompasser er Magnetnaalen fastgjort til en Skive
eller flad Ring (Kompasrosen) med Inddeling i Grader og Streger (S. 34).
Naal og Rose er anbragte i en Daase, Kompaskoppen, hvilende paa
en Tap med Staalspids, der gaar op i en lille Messinghætte midt i
Rosen; Hætten er foroven foret med Agat eller en anden haard Sten.
Udfor Magnetnaalens Nordende findes der paa Rosen en ejendommelig
Tegning, den saakaldte Lilje, der vistnok oprindelig er en Gengivelse
af de franske Kongers Vaaben.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
