16 BJÆRGVÆRKSDRIFT Opsving, og Arbejdet paa at udnytte Malmskattene blev her til Tider drevet med en saadan Iver, at Agerbruget blev forsømt; i det 10. Aarh. udstedte Regeringen af denne Grund Love, hvorved Bjærg værksdriften indskrænkedes. Fra Bøhmen bredte Bjærg værksdriften sig til andre Lande, og ved Middelalderens Slutning fandtes der navnlig i Tyskland en ret højt udviklet og mangesidig Grubedrift, til hvilken vi har godt Kendskab gennem et berømt Værk fra o. 1550, »De re metallica« af den sachsi-ske Læge og Mineralog Georg Agricola. Dels fordi det blev nødvendigt at trænge dybere ind i Bjærgene, dels fordi den menneskelige Arbejdskraft ikke stod til Raadighed paa samme Maade som i Oldtiden, kom man mere og mere ind paa at indføre mekaniske Hjælpemidler af forskellig Art. Af langt større Værdi end noget andet Fremskridt siden Indførelsen af Jærnredskaber, blev imidlertid Brugen af Sprængstoffer, der først i det 17. Aarh. indførtes i Bjærg værksdriften. Som den næste store Mærkepæl i Grubedriftens Historie kan vi nævne Dampmaskinens Fremkomst i det 18. Aarh. Og endelig er der i vore Dage med Indførelsen af den elektriske Kraftoverføring, ved hvilken Lys og Drivkraft ovenfra kan sendes ned i de dybeste Gruber og ind i de snævreste Gange begyndt en ny Tid for Grubedriften. Men de ældste og mest primitive Metoder er fremdeles i Brug hist og her. Vi vil nu gaa lidt nærmere ind paa dens enkelte Sider. Brydning og Bygning. De vigtigste Midler, hvorved Bjærgmanden arbejdede sig frem i Fjældet og løsnede Malmen, var i gamle Dage Hammer og Mejsel eller Kile — »Schlegel« og »Eisen« som Tyskerne kalder dem. Vi ser dem i Brug paa det gamle Billede af Bjærg værksdrift i Japan Fig. 8, og i Fig. 9 ses øverst tre forskellige Former af Kilen -—- bred, spids og skæftet — sammen med Hammeren. Af andre Redskaber kan nævnes Hakke og Brækstang til Losbrydning af løsere Sten- og Jordmasser eller delvis løsnede Sten samt Spaden til Arbejde i løs Jord. Det var dog ikke blot ved rent mekanisk Kraftudfoldelse, man brød Stenen. Allerede i de gamle ægyptiske Stenbrud anvendte man en Slags Sprængning ved Hjælp af Trækiler, som hamredes ind i en forud dannet Spalte og derefter vædedes; ved Fugtigheden udvidede Træet sig med stor Kraft og spaltede herved Stenen. Paa lignende Maade kan man i kolde Egne anvende Vand, der hældes i naturlige Sprækker eller udhuggede Furer og her fryser til Is, hvorved det udvider sig.