Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Kul og Petroleum - Hvad faar man af Kul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
KUL
lied let kunne bære Transportomkostninger ved Banebefordring, omend
det naturligvis ogsaa her er en Fordel, at de i Kister og Tønder kan
lades i Skibe ved Fabrikkens Havn.
En Beskrivelse af, hvorledes Farver, Lægemidler og andre
Produkter af »Tjærefarveindustrien«, fremstilles, vilde føre os for langt ind paa
den videnskabelige Kemis Enemærker, selv om vi indskrænkede os til
Hovedtrækkene. Vi maa nøjes med nogle spredte Bemærkninger om
Metoder og vigtige Produkter.
Hovedudgangsmaterialet, Stenkulstjæren, deles ved »brudt«
Destillation til at begynde med i fire Destillater foruden Destillationsresten.
Det først overgaaede Destillat er »den lette Olje«, saa kommer ved højere
Temperatur Karbolsyreoljen, dernæst ved endnu højere Temperatur
»den tunge Olje« og endelig Antracenoljen. Resten er Beg. Idet de fire
Destillater underkastes nye Destillationer og behandles med forskellige
Stoffer faar man renere Produkter. Af disse skal her nævnes Benzol
(sammen med det meget nærstaaende Toluol), Naftalin, Antracen og
Karbolsyre, som man har kaldt Farveindustriens »Grundstoffer«. De
tre første er Forbindelser af Kul og Brint, medens Karbolsyren ogsaa
indeholder Ilt.
Ved »Nitrering«, d. v. s. Behandling med Salpetersyre under
Tilstedeværelse af Svovlsyre bliver Benzol til Nitrobenzol, hvoraf der
fremstilles Anilin. Af dette Stof, som i Aaret 1860 kostede 25 Kr. pr. Kilo,
men nu ikke en Tredivtedel deraf, fremstilles Anilinfarvestoffer. De
første af disse lod meget tilbage at ønske med Hensyn til »Lysægthed«,
og det var derfor ikke uden Grund, at mange kæmpede mod de nye
kunstige Farvestoffer, der vel var mere straalende og pragtfulde end
de naturlige, men ikke holdt sig saa godt som disse. Hertil kom, at de
ofte indeholdt Arsenik og derfor var giftige.
Giftigheden har man faaet Bugt med ved at anvende andre
Frem-stillingsmaader. Og hvad Lysægtheden angaar, da overgaar adskillige
af Nutidens Tjærefarvestoffer i denne Henseende de Naturfarvestoffer,
som de konkurrerer med, saaledes at den endnu ikke helt ophørte Kamp
mod de kunstige Farvestoffer har tabt sin Berettigelse. Helt
meningsløs bliver den i de Tilfælde, hvor de af Tjæren fremstillede Farvestoffer
er ganske de samme som dem, der er virksomme i Naturfarvestoffet.
Dette gælder om Alizarin, der er det virksomme Del af Krapplantens
røde Farvestof. Det fremstilledes først ad kunstig Vej af Græbe og
Lieber-mann i 1868, og efter at det var lykkedes at fremstille det paa billig Maade
af Antracen, blev det en saa virksom Konkurrent til Naturproduktet,
at Krapdyrkningen, der før var meget udbredt i Sydeuropa,
Mellemeuropa og Frankrig, sygnede hen. Før 1870 udførte Frankrig for 20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
