Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Guldet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
GULDET
aflejret det paa Steder, hvor Strømmen er svag, eller hvor de i tidligere
Tider skabte guldførende Lag, kunde man imidlertid gaa til selve
Kilden — til de Fjælde, hvorfra Floderne har faaet Guldet sammen med
Sandskornene, der er forvitrede Dele af Stenarten Kvarts. Her findes
Guldet, oftest som spredte Korn, i Aarer og Gange i det faste Fjæld og
maa vindes ved regelmæssig Bjærg værksdrift.
Hermed ender i Reglen den Guldsøgning, der begynder med
Vask-ning i Floddalene. Saaledes er det gaaet i Kalifornien. Det begyndte
med, at Guldgravere strømmede til i massevis fra alle Verdens Kanter
og uden fjerneste Kundskab i Metal vinding, ofte med mindre end det
nødtørftigste Kendskab til det engelske Sprog og kun udstyret med de
allersimpleste Haandredskaber slog sig ned paa et Stykke Jord og søgte
Guldet dér efter bedste Evne, og det endte med, at kapitalkraftige
Selskaber i Besiddelse af kostbare mekaniske Hjælpemidler og vejledede
af den mineralogiske Videnskab trængte dybt ind i Fjældet. Paa samme
Maade er det gaaet andetsteds, og det er gennem Bjærg værksdriften,
det meste Guld vindes i vore Dage.
Allerede for Aartusinder siden drev de gamle Ægyptere Guldværker,
og Romerne havde bl. a. i Spanien store Guldbjærg værker, baade med
aaben »Dagdrift« og med Grubedrift. Af Arbejdet her giver den
romerske Forfatter Plinius en malende, om end ikke altid helt Idar
Skildring, hvoraf det følgende er Uddrag.
Nogle Steder trænger man ind i Bjærget ved lange Gange, idet man
ved Lampelys udhuler det indre. Oijcns Svind i Lampen maa tjene
som Maal for Tiden, da man undertiden Maaneder igennem ikke
ser Solen og Dagslyset. Ofte styrter Stenmasserne ned og trykker
Arbejderne til Døde, saa at det synes mindre dumdristigt at hente
Perle-og Purpurmuslinger op af Havets Dybder end saaledes at trænge ind i
Bjærget. Man lader derfor mange Steder Piller blive staaende for at
støtte Loftet. Hyppig støder man paa fast Fjæld, som sprænges med
Ud og Eddike (Fyrsætning? S. 18). Men da Fremgangsmaaden
besværliggøres af Røg og Støv i Gangene, sønderslaar man hyppigere
Stenene med svære Jærnhammere og skaffer Dag og Nat det løsnede ud,
idet man i Mørket stadig overgiver det til den nærmest staaende. Kun de
yderste ser Dagslyset. Synes den faste Sten at være for haard, saa
vender Arbejderne sig til Siden og omgaar den.
Er Udhulingen af Fjældet fuldført, slaas de støttende Piller om. De
nedstyrtende Stenmasser falder langt fra Stedet med et Brag, som
ingen kan danne sig en Forestilling om. Og dog bar man endnu intet Guld
og kunde, da man hulede ud, ikke vide, om noget saadant var til Stede.
Haabet alene var Drivkraften for det vovelige og bekostelige Arbejde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
