164 METALVARER Fig. 135. Drevet og ciseleret Sølvkande fra Renæssancetiden. Dette Ord, der efter sin Oprindelse egentlig skulde betyde Mejsling, bruges forøvrigt noget ubestemt, dels om fint Efterarbejde af støbte ornamenterede Sager med Punsler, smaa Mejsler og File samt skærende »Gravstikker«, der føres med Haanden, dels om Punsling til Dekorering af massivt ædelt Metal, dels endelig om Drivning med Punsler i tynde Plader, der lægges paa et blødt Underlag af Beg. Ved denne Drivning er Beget udstøbt i en Jærnhalvkugle, der kan hvile i forskellige Stillinger paa en Ring af Læder el. a. (se Fig. 136) »Drivebeget« eller »Drivekittet« bestaar af Beg, Teglstensmel (Trippelse), Tælle og Terpentin, og naar den Sølv- eller Guldplade, som skal bearbejdes, opvarmes noget og trykkes mod Beget, vil den klæbe fast til det. Naar Metallet og Beget er afkølet, tegnes Omridsene af de Figurer, der skal fremstilles, paa Pladens Retside. Med skarpe Punsler drives Linjerne ned, saa at de fremtræder ophøjede paa Vrangsiden, og derefter vendes Pladen om. Fra Vrangsiden driver man nu Figurerne med Punsler ind i Beget, saa at de træder frem i et — foreløbig ret groft — Relief paa Forsiden. Saa vendes denne atter udad, og Figurerne udarbejdes finere ved Behandling med Punsler fra Retsiden. Under dette Arbejde maa alle de uddrevne Relieffer være fyldte med Drivebeg. Er det hule Genstande, der skal ciseleres, toregaar den grove Op-drivning af Reliefferne uden Anvendelse af Beg ved et »Snærrejærn«. Dette er en Staalstang, som er befæstet i den ene Ende og i den anden ombøjet til en lille Tap. Naar man med en Hammer giver Snærrejæmet et Slag, vil Enden af det svirre frem og tilbage, saa at Tappen virker