180 OPVARMNING Fig. 144. En norsk Pejs. Fig. 145. Kamin og Skorsten. De her omtalte Skorstensildsteder vandt Udbredelse rundt om i Landene i mange forskellige Former og Finhedsgrader. Snart optraadte de som Opvarmnings midler for jævne Bønderstuer (f. Eks. den norske Pejs), snart i finere Udstyr som Kaminer i Rigmandsboliger, snart som simple Køkkenildsteder rundt om i Borgerhuse. Skorstenen foreskrev ikke blot Røgen dens Vej, men frembragte ogsaa en stærkere Lufttræk, hvad der kunde være baade af det gode og det onde. En Fordel var det, at man ikke for at faa Ilden til at blusse godt, behøvede at aabne Døren eller sørge for andre Aabninger. Paa Grund af den ringere Vægtfylde af den varme Luftsøjle i Skorstenen, blev der ved Foden af denne og dermed i Stuen et lavere Lufttryk end uden for i samme Højde, saa at Luften sugedes kraftigt ind gennem tilfældige Revner og Sprækker; Arnestedets opstigende Luft, der frit kunde brede sig til Siderne, kunde ikke frembringe en saadan stærk Sugning. Da det aabne Skorstensildsteds Bagvæg tilbagekaster en Del af de Straaler, der rammer det, faar ikke just Stuen som Helhed, men de Personer, der sidder foran Kaminen, noget mere Straalevarme fra denne end fra et Arneildsted med ligesaa kraftig Ild. Men den store Mængde af den udviklede Varme gaar ligesom ved Arnebaalet bort med den opstigende Luft, og naar Ilden ikke blusser lystigt i Kaminen, afgiver denne liden eller ingen Varme. Desuden slaar Røgen meget let ned gennem den aabne Skorsten. Til Trods for disse store Ulemper er Kaminen stadig mange Steder det almindelige Opvarmningsmiddel. Særlig har den sin faste Borg i England, hvor man tidlig gav den en Rist, saa at den kunde brænde Stenkul. Der er gjort mange Forsøg paa at raade Bod paa Kaminens uheldige Egenskaber. For ca. 100 Aar siden indførte Grev Rumf ord den