Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Ur, Symaskine og Klaver - Uret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IT JE D E R U RE
233
første er den selv ved et fuldstændig frit svingende Pendul afhængig
af Udsvingets Størrelse, omend meget lidt, naar Udsvingene i det hele
taget er smaa. For det andet vil den i større eller mindre Grad
paa-virkes af de Kraftvirkninger mellem Pendulet og det øvrige Værk,
som er en nødvendig Betingelse for, at Pendulet paa den ene Side kan
stanse Ganghjulet, og dette paa den anden Side holde Pendulets
Svingninger vedlige. Men da disse Kraftvirkninger kan være meget ringere
end dem, der i de ældre Ure krævedes til efter hvert Udsving af
Svingstangen at tvinge denne til at stanse og derefter svinge den modsatte
Vej, vil ogsaa Forandringer i Værkets Drivkraft og indre
Gnidningsmodstande faa meget mindre Indflydelse i Pendulure. Disses store
Fortrin skaffede dem da ogsaa hurtigt Indgang i det praktiske Liv.
Det var imidlertid ikke alle Ure, der kunde forsynes med Penduler.
Allerede i Begyndelsen af det 16. Aarh. havde Nürnbergeren Peter
H e n 1 e i n eller Hele lavet Ure, hvor Drivkraften ikke leveredes af
et synkende Vægtlod, men af en spændt Fjeder, og som kunde taale
at vendes i enhver Stilling og derfor ogsaa at bæres paa Legemet i en
Pung eller Kæde. I den følgende Tid fik saadanne Fjederure
stor Udbredelse baade som Standure og som »Lommeure« eller
Bæreure, som man rettere maa kalde dem, da man i alt Fald i
Begyndelsen gærne anbragte dem saa synligt som muligt. Til Bæreurene, der
ofte havde Form som et Æg (»Nürnberger-Æg«), kunde man i alt Fald
ikke overføre Pendulet, og det egnede sig i det hele taget ikke for smaa
Ure.
Ogsaa ved de smaa Fjederure havde Urmagerne drevet det vidt
i Retning af Kunstfærdighed. Man havde Ure saa smaa, at de kunde
bæres i Stokkehoveder og i Knapper; men hvad Paalideligheden
angik, stod det i Reglen endnu siettere til med de smaa end med de store
Ure.
Under Urets Gang vilde Drivfjederens Spænding og dermed
Drivkraften for Værket efterhaanden slappes; men som vi har set, var det
ved de gamle Ure af største Vigtighed, at den holdt sig uforandret.
Hvorledes Henlein kom over denne Vanskelighed, vides næppe sikkert;
allerede i 1525 opfandt en Bøhmer Jakob Tjekkers et sindrigt og
forholdsvis simpelt Middel hertil, nemlig den saakaldte Snekke eller
Snegl, hvis Princip er vist i Fig. 191. Vi ser her Drivfjederen, der
er anbragt inden i en Kapsel A (Fjederhuset), der er drejelig om en
fast Stift. Ved Optrækningen drejes Kapslen rundt, og idet den
spiralf ormige Fjeder er fastgjort med sin indre Ende til Stiften, med sin
ydre Ende til Kapslen, vil den efterhaanden lægge sig i tættere og
tættere Vindinger om Stiften. Efter Optrækningen vil den atter søge at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
