242 URET pind over Uroen. Den ene Ende af denne Pind ligger an mod Spiralfjederen og hindrer den yderste Ende af den i at svinge med, og ved at dreje Pinden gør man dette uvirksomme Stykke længere eller kor-' tere. I Skibskronometre og andre fine Ure til særligt Brug bryder man sig i Almindelighed ikke om, at Urets Stand og Gang skal være rigtig. Naar man blot kender dets Stand paa et givet Tidspunkt og ved, hvor meget det taber eller vinder hvert Døgn, kan man ved en lille Beregning tage Hensyn dertil, og den Ulejlighed maa man hellere gøre sig, end at pille mer end nødvendigt ved det fine Værk. Hvad det kommer an paa er, at Gangen ikke forandrer sig, men er nøjagtig det ene Døgn som det andet. I denne Henseende kan man naa det utrolige ved fine, fast opstillede astronomiske Ure. Om et saadant Ur i St. Petersborg angives det, at de gennemsnitlige Variationer i den daglige Gang ikke naar op til Sekund; det staar ganske vist ogsaa i et sjældent betraadt Rum med konstant Temperatur. Endnu skal blot nævnes den store Rolle, Elektriciteten er kommet til at spille for Urene. Størst Betydning har det, at den nøjagtige Tid — kontrolleret ved astronomiske Observatorier — ad elektrisk Vej kan signaliseres ud over Landene, ja nu endog til Skibene ude paa Havet. Men i stedse større Omfang bliver ogsaa Ure paa vidt adskilte Steder bragt til at følges ad ved direkte Indgreb af elektriske Strømme i selve Værket. Paa mange forskellige Maader kan Strømme fra et Hovedur ved at ledes gennem Elektromagneter i Biure enten stille disse med større eller mindre Tidsmellemrum eller stadig virke regulerende paa Gangmekanismen eller endelig ligefrem dreje Viserne Skridt for Skridt uden et egentligt Urværk som Mellemled. Ogsaa i Ure, som ikke staar i Forbindelse med andre, lader man ofte elektriske Strømme besørge Optrækningen eller mere direkte holde Gangmekanismen i stadig Virksomhed. I Hipps elektriske Ur indvirker Strømmen ved en Elektromagnet direkte paa Pendulet og hindrer dets Svingninger i at aftage. Symaskinen. De første kendte Forsøg paa at lave Maskiner, der kunde overtage Haandens Virksomhed ved det langsomme og trættende Syarbejde, skyldes Thomas Saint, der Aar 1790 i England tog Patent paa en Symaskine, bestemt til Læderarbejde. Der anvendtes ved denne Maskine to Naale, hvoraf den ene stak Huller, og den anden med en i Enden indskaaret Kærv førte en Traadløkke ned gennem Hullet;