Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Ur, Symaskine og Klaver - Klaveret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KLAVIKORDEN
249
med Armen og Albuen; men efter al Sandsynlighed har der ogsaa
eksisteret mindre Orgler med et Klaviatur, der svarer mere til Nutidens.
Hvornaar de første Strængekla verer fremkom, vides ikke; men
allerede i det 14. Aarh. omtales forskellige Slags Tangentinstrumenter,
hvoraf nogle med Strænge. I de følgende Aarhundreder træffer vi
to grundforskellige Arter af Strængeklaverer, nemlig
Spinetinstrumenterne (Spinet, Klavikymbel o. a.) og K 1 a v i k o r d e n.
Medens de første har deres Oprindelse fra harpeagtige
Strænge-instrumenter med ulige lange Strænge, der ved at anslaas giver hver
sin bestemte Tone, stammer Klavikorden fra Strængeinstrumenter,
hvor den enkelte Stræng gav forskellige Toner ved Anslaget, idet man
lod en større eller mindre Del af den svinge, saaledes som det f. Eks.
er Tilfældet ved Violinen. Klavikordens Forgænger antages i
Almindelighed at være den gamle græske Monoko r d med kun én eller
flere lige lange og ensstemte Strænge, et Instrument, som særlig skal
have været benyttet til Øvelser og Stemning.
Naar man i de ældre Klavikorder frembragte forskellige Toner
ved samme Stræng, skete dette paa en helt anden Maade end ved
Violinen. Her afgrænser man den svingende Del af Strængen ved med
Fingren at trykke et passende Sted af Strængen ned mod Underlaget
og derefter anstryge den paa et andet Sted. Ved Klavikorden faldt
derimod Afgrænsningsstedet og Anslagsstedet sammen. Anslaget
udførtes med en Metalstift, som sad fast paa den indre Ende af den stive
Tangent vægtstang og førtes op mod Strængen, naar man trykkede
den ydre Ende af Vægtstangen, d. v. s. Tasten eller den egentlige
Tangent, ned med Fingren. Ved et saadant Anslag sker der noget
ganske andet, end naar den filtklædte Hammer i et Nutidsklaver
træffer Strængen, hvorfra Dæmperen forinden er fjærnet.
Hammerslaget bevirker her, at Strængen i Hovedsagen svinger
som en Helhed og derved giver den til Strængens Længde, Sværhed
og Spænding svarende »Grundtone«; samtidig deler den sig dog ogsaa
i forskellige Systemer af kortere Svingningsbugter — ligesom svagere
Bølgekrusninger paa større Bølger — og giver derved mer eller
mindre fremtrædende »Overtoner«, svarende til de paagældende Bugters
Længder; Styrkeforholdet mellem disse Overtoner og Grundtonen er
bestemmende for den sammensatte Tones »Klangfarve«. Hvis
Strængen f. Eks. som Helhed gør 512 Svingninger i Sekundet, svarende til
den Tone, som kaldes det enstregede C, vil der til en Deling af
Strængen i to lige lange Svingningsbugter svare en Tone med det dobbelte
Svingningstal, d. v. s. C’et i den næste Oktav, og denne Tone vil i
Virkeligheden danne en Bestanddel af den Klang, spin opstaar ved Anslaget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
