Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Kampen mod Ilden - Forebyggelse af Brande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
KAMPEN MOD ILDEN
Naar saadant ikke kendes mere, skyldes det først og fremmest de
store Forandringer, der er foregaaet m. H. t. Bebyggelsesforholdene.
I de danske Byer har det 16. Aarhundredes straatækte lerklinede
Bindingsværkshuse langsomt maattet vige for tegl- eller skifertækte
grundmurede Bygninger adskilte indbyrdes ved »Brandmure« uden
eller saa godt som uden Aabninger og ragende op over Taget
med en »Brandkam«; større Aabninger kan undtagelsesvis anbringes
men skal da være lukkede med Jærndøre. I Norge gik Udviklingen
trægere, idet Træet her længere end i Nabolandene anvendtes som
eneste Bygningsmateriale; først i nyere Tid har man for Alvor taget
fat paa at forbedre Forholdene, saaledes at man efter Brande
erstattede Træhusene med Stenhuse eller i alt Fald anbragte
Brandmure mellem sammenbyggede Træhuse. Forandringen strækker sig
endogsaa til Gaderne, idet disse som andetsteds nævnt i ældre Tider
ofte var belagt med Planker og altsaa kunde brænde. Forøvrigt havde
man nogle Steder lagt brede ubebyggede Striber gennem Byerne for
at begrænse en Brands Udbredelse; det er saaledes øjensynligt ikke
af Færdselshensyn, at Trondhjem langt tilbage i Tiden har faaet
Hovedgader af 30—40 Meters Bredde.
I Nutidsboligernes Indre er der imidlertid stadig rigelig Næring for
Ilden saavel i Indboet som i det Træværk, hvoraf Tagværk, Trapper,
Døre m. m. almindelig bestaar; men i Bygninger, hvor mange
Mennesker skal opholde sig — som Teatre, Hospitaler, Fabrikker o. s. v. —
har man dog i stor Udstrækning indført mere brandsikre Materialier,
om Jærnbetonens Betydning i denne Henseende er der talt
andetsteds .
Mod en meget hyppig Aarsag til lidebrandes Opstaaen, nemlig
Lynnedslag, har man i Lynaflederen faaet et fortrinligt
Beskyttelsesmiddel .
Lynaflederen er opfundet ved Midten af det 18. Aarh. af Ben j
a-min Franklin (1706—1790). Han begyndte 1745 en Række
elektriske Undersøgelser, som bragte ham til at opstille en ny Teori for den
elektriske Virksomhed. Han nøjedes imidlertid ikke med toretiske
Betragtninger, men var her som overalt ivrig for at gøre Arbejdet nyttigt
for Almenheden. Da han havde erkendt, at Lynet var en elektrisk
Gnist, foreslog han (1750), at man skulde oprejse en høj Jærnstang paa
et Taarn og gennem denne lede Elektriciteten ned fra Skyerne.
Forsøg af denne Art blev først udført i Frankrig, hvor D’Alibard i 1752
oprejste en forneden isoleret 12 Meter høj Jærnstang, hvoraf det
lykkedes at trække Gnister under et Tordenvejr, En Maaned efter de første
franske Forsøg, Franklin ikke kendte, havde han imidlertid »trukket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
