Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra den Dag tog de Sorte selv Magten, og de gav den
ikke fra sig igen, selv om de Hvide var nok saa enige.
En Morgen, inden de var brudt op, saa en Soldat, som
var i Færd med at undersøge en Fiskeruse, han havde
fundet i en lille Bæk i Lejrens Nærhed, en Kvist svinge
til Side og en Indfødt træde ud i Bækken.
De stivnede begge to af Rædsel. Den Indfødte kom
først til Besindelse. Han forsvandt i et Sæt mellem Bu-
skene og raslede bort. Soldaten sagde ikke noget til de
andre om sit Møde, fordi han vidste, at det var vanskeligt
at kende Forskel paa et Syn og et Menneske. Men en
halv Time efter vrimlede der Matambatambaer op af
Skovbunden omkring dem. De jagede dem ganske vist
paa Flugt, men ansaa det alligevel for raadeligst at gaa
tilbage i den Retning, de kom fra, for ikke at træffe paa
flere. Men Matambatambaerne fulgte efter dem. Der kom
fler og fler, syntes de. Skoven brusede og knækkede og
knasede. Der faldt ogsaa mange Skud. De løb for ikke at
blive omringede.
Da Bruset omsider slap dem, og de standsede for at
samle sig, manglede de Italieneren og to Soldater.
De Hvide saa paa hinanden. En Ting er det at redde
Livet. Men — der var en Tanke, som faldt En af dem
ind — hver enkelt troede senere, det var ham — og som
forplantede sig til de andre: kan Livet leves, naar man
har forladt en syg Kammerat i Skoven? Tanken er van-
skelig at besvare, naar man i Øjeblikket mangler dens
Forudsætning, Medfølelsen.
„Tilbage,“ sagde de til Soldaterne i Munden paa hin-
anden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
