Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 95 —
Den, som engang har gjort Bekjendtskab med
Kierkegaard, kan komme til at hade Kristendommen;
men han kan aldrig komme til at foragte den. Den,
som er kommet i personlig Berøring med
Kierkegaard, m a a ta Kristendommen alvorlig.
Det er det forfærdelige Alvor bag Kierkegaards
lette, legende Ironi, som betager. Dette Alvor, der
er beseglet ved Lidelser, hvis Dyb ingen udmaaler.
Det er kun kjendt af Gud. Sælsomt gribende er
dette Kierkegaards Alvor, som har Lidelse til
Baggrund og i Forgrunden drillende, grufuld Munterhed,
en ubændig Munterhed, men dyppet i Forfatterens
Hjerteblod.
Kierkegaard var den store Ironiker. Han sad
ikke i en Munkecelle og bekjæmpede det æsthetiske.
Han „sad i Parket og hørte Don Juan og —
bekjæmpede det æsthetiske."
Vi, som har været under Kierkegaards Magt, om
vi end har rystet ham af os eller forsøgt at gjøre
det, vi er dog for altid mærket af ham.
Det lyste hver Aften fra alle Vinduer i hans
store Bekvemmelighed i Nørregade. Den, som gik
forbi, troede, der var Selskab. Men der var kun
én derinde.
Der var i hvert Værelse Pen og Blæk og Papir.
En ensom liden Skikkelse gik frem og tilbage
gjennem de store, festlig oplyste Rum, strøede sine Tankers
skinnende Guld og straalende Ædelstene paa
Papirerne og sendte dem ud til „den enkelte", der aldrig
kunde glemme dem, selv om han vilde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
