Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 179 —
tillige var Udgiver af en Lokalavis. Han saa
bestyrtet paa mig og sa: „Men er Di ikje dø?" Jeg
er næsten aldeles sikker paa, at han havde skrevet
min Nekrolog, sandsynligvis stod den i Sats. „Jeg
har hørt det saa bestemt af (han nævnte en
troværdig Person)." jeg begyndte at more mig og
forsikrede paa det bestemteste, at jeg var ilive. „Ja,"
sa han halvt ærgerlig: „Er Di ikje dø no, so dør
Di aldri." Han brød lidt paa det bergenske. Jeg
ved ikke, hvad der var det mest frygtelige, enten
Døden eller den lange jordiske Tilværelse, som min
Ven Boghandleren stillede i Udsigt.
Naar jeg tænker tilbage paa Varteig, stiger mange
kjære Billeder frem i min Sjæl. Deriblandt ét:
Bønnemøderne vore. Den store Stue fuld af
Mennesker, som elskede Gud. I Lys og Lamper
var Flammerne svage. Men Bønnerne kom
brændende fra gamle og unge, og Sangen vældede lige
ud af Hjerterne. Især var det gribende, naar en
eller anden, som hidtil havde staaet udenfor
Kristendommen, faldt ned paa sine Knæ og bekjendte
Forandringen i Hjertet. Man si, hvad man vil, og der
er jo nok at kriticere; men saadanne Bønnestunder
er uforglemmelige, og jeg tar mig ofte i de Ønske
at opleve dem igjen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
