Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 204 —
sikkert ingen, der kjender ham, vil mistænke for i
Utide at give efter for Patienters Svaghed.
Dommen lød ubetinget paa Afsked.
Jeg var jo tildels beredt paa det. Men alligevel
var der fra den Kveld ligesom et Knæk i mit Indre
af Sorg. Jeg havde elsket Prestegjerningen saa
usigelig. Elsket den med smaat og stort, ligefra
Indskrivningen af Barnedaab med en liden Passiar
atpaa og op til Præken og Sjælesorg.
Prestegjerningen havde været mit Liv, derfor lignede det
Døden at miste den.
Man ved ikke, hvor høit man elsker sin
Livsgjerning, før man skal miste den. Og saa tidlig,
jeg var bare 53 Aar, da jeg i 1897 søgte Afsked fra
4de Januar 1898, min 25-Aarsdag som Prest. Og
saa i økonomisk Henseende. Jeg var saa daarligt
Menneske, at ogsaa det bekymrede mig, for min
Families Skyld. Men vi var ikke meget bekymret.
Den økonomiske Sorg var ganske forsvindende mod
Sorgen over at miste Livsgjerning og Menighed.
Saa kom den sidste Dag paa Røken
Preste-gaard. Jeg erindrer, at Skoledirektør Coucheron
netop den sidste Eftermiddag gjorde mig en Visit.
Vi havde en liden, venlig Samtale mellem
Flytte-halm og Kasser i en Stue uden Gardiner.
Saa kom den tunge Aften, den tungeste i mit
Presteliv. Jeg afskriver nogle Ord, som staar i min
fortrolige Bog fra denne Aften — 17de Mai 1898:
„Det er vemodigt at sidde her i mit deilige Kontor
og tænke paa, at det er den sidste Aften, jeg ser
det. Gud, tilgiv mig alt, hvad jeg her har gjort
galt og alt, hvad jeg har forsømt. Jeg ved, du
tilgiver." Saa langt min Bog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
