Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 242 —
Men der faldt alligevel en forfærdelig Skygge af
Sorg over Situationen. Det var den dybe Skuffelse
og Smerte, som vi maatte berede Sverige og Kong
Oskar.
Jeg tænker, jeg var af de Nordmænd, som mest
elskede Svensk og Svensker. Jeg var saa tiltalt
af det svenske Sprog, kanske fordi jeg havde en
dunkel Følelse af, at vort eget Sprog egentlig skulde
havt en Klang i den Retning. Jeg elskede at være
sammen med Svensker. De havde noget, jeg savnede
hos mine Landsmænd; jeg ved ikke, om jeg skal
vove at kalde det „en sikrere, finere Dannelse".
Dog bør jeg tilføie, at Omstændighederne har ladet
mig overveiende træffe sammen med høierestaaende
og høit dannede Svensker, vel ogsaa idetheletaget
af de mest værdifulde.
Man vil saa gjerne i Norge si, at den svenske
Omgangstone er noget ydre og tillært. Den er
ikke det. Den beror paa, at Sverige er et gammelt,
traditionsfæstet Samfund med gammel sikker, national
Dannelse.
Og Unionen — jeg behøver ikke at si, at jeg
var glad i den, og i det længste haabede, at vi
inden den skulde opnaa den Selvstændighed, hvortil
den fra norsk Side sigtede. Men mit Haab brast i
1905. Jeg forstod, at om Unionen skulde beholde
sit Værd for Norge, vilde den miste sit Værd for
Sverige.
Mange svenske forstod det ogsaa, deriblandt den
store svenske Statsmand Bostrøm. Men med al
min Kjærlighed til Sverige og til Unionen, saa var
der ikke Fnug af Vaklen eller Tvil i min Sjæl om, at
7de Junibeslutningen var stemmende med Guds Vilje.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
