Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
føre—først 403
I
O: viser sig smukt, når de er forspændte;
han fåste’r d fø s9 (Søvind s.) o: han
har et belevent væsen; f— sig op: æ
dræti før sæj gråw reri åp (D.) == rgsm.
;
kan også bruges om dyr, agermark, eng,
æ ku, æ mark, æ æri hå før sæj gåt el.
reri åp (Malt) 0: giver meget el. ringe
udbytte ; også Ang. ; f— ud : han ku et
før H ud (vestj.) om talen: kunde ikke
fremføre, hvad han havde at sige, fordi lo
han stammede el. af andre grunde; jfr.
Aasen føra, isl. færa, egentl. : få til at
fare; mnt. voren, Sch. Liibb. ; fled-, ud-.
2. føre, no. før æn (D., vestj.); fø et
(Søvind s.) — vejens beskaffenhed ; et
reri før (Støvr. h.); æn søp før (D.);
et gåt, sUm fø (Søvind s.); jfr. Aasen,
føre; bryde-, kane-, slæde-, søle-, tve-, u-.
førefolk, no. førfålk (N. Slesv.),
se bestillingsfolk.
førekone, no. førkun æn -kun9r
(vestslesv.) = brudekone.
førelod, no. førlød æn (Holmsl. kl.)
et halvt lod i fangsten, som havskibets
fører får foruden sit hele lod.
førelse, no. førals æn (vestj.. Røgen
s.) —’\) tykkelse, drojde ; æ f— gor
nå’k an (vestj.). 2) helbred (Røgen s.);
se 4. før.
føremand; no. førman æn (Holmsl. ao
kl.) — 1) føreren, ej altid ejeren, af et
havskib; så sæpr æ føriman: å9 Jdjs9s!
Kr. IX. 171 (Harboøre). 2) førmæn
(vestj.) brudgomsførere, svarer på brud-
gommens side til brudekonerne på bru-
dens, også vestslesv.
forend, bindeo. far dn el. for 9n
(D.); far dn (Søvind s.); fhi (Sams);
fori (Vens.); fad^n (Dalby Nedre, Gjer-
lev h.) = rgsm. ; han kam fén mæ (S. 4o
Sams); „ham so wi ene fa (se færd) te
fori tvi kam frå hoicrsn" , Grb. 5. 22;
„de ha bh wat i hroq de fori^, s. 7. 5,
det har aldrig været i brug der for; æn
gåfi fad^n marken hlow skywt, Kr. IX.
234. 73.
forend sinde, bindeo. fqrdnsin
(vestj.) == forend; no wel wi ek ow (på)
æ haw, fardnse’n de gir reqtiq gåt wæjl9
(Agger); jfr. farmosin.
fører, no. se brude-, brudgoms-,
fram-, humle-, kjedel-, mands-, sag-, ung-
karls-.
1. føring, no. før9ti i -9r (Vens. ; Thy,
Agger, Mors, Lild s.. Vejr.); for9ri æn
-9r (Sall.) — et læs, synes kun at kunne
bruges om høstet korn el. hø på vogn
(Mors, Thy, Vejr., Sall.) ; om korn (Vens.),
se Sgr. X. 120; et „læs" er 180 neg, men
en fér9fi efter omstændighederne storre
el. mindre (Lild s.) ; føréif æn (N. Nissum)
så mange tørv, man kan køre, et „læs"
er 21 snese, ’i) førdri [æn] (Mols, Ran-
dersfj.. Hammel, Århus, Samsø) – forn;
jfr. Aasen, føring.
2. Føring, no. førdfi æn -9r (Malt, D.)
person fra øen Før i Vesterhavet.
føringsbåd, no. før9rishgd æn -bod
(Rkb.) fladbundet båd, der bruges til at
føre last på.
førkarl, no. førkål æn (Mors, Thy)
;
førkgl i (Vens.) — avlskarl, mods. ajdn
k — ; førpiq (sst.) den overordnede pige.
førke, uo. se forke.
førlighed, no. føUhipd (Mors); før-
Isher (Agersk.); følhjed (Thy); førlihjæ
æn (Vens.); føUher (Vejr.); føUhei æn
(Silkeb.); han hår hans f—, helbred og
kræfter; „æ frow håed en søhster, som
wa hinne førlihie formint", Jæger, Ferie
s. 9 O: som manglede sin førhghed.
førm, no. førm æn (D., vestj., Agersk.)
i udtr. hal f— dw9r sin hæst, hål siM
hus i f
—, omgås skånsomt med, bevare
orden i noget, hål f— dw9r si toj (D.,
Elb. h.); jfr. Kalk. førm.
-førme, uo. se u-
førpige, no. se førkarl.
Torri, bindeord, se forend.
førs, bio. se furs.
førsk, uo. se forske,
først, bio. føst (D., vestj.. Mors,
Thy, østj., S. Sams, Sønderj.); fest (N.
Sams); føst, dæn føjst (Agger) = rgsm.,
dæn føst, arpn, trid9 (D.); vi ho h9gynt
føst g igæ’n, o: forfra; „no h9gyna vi
fø’stg!" så tyw9n nøj9smuw9n (nyårs-
morgen) (Tåning); 9po føst (Randers);
æ ska føst astæ’j (Agersk.) 1) forrest,
2) forend nogen anden; få føst (Bradr.)
for det første; frå æ føst aw (Hmr.),
frå føst9n an (N. Slesv.), frå føst å
b9jøj å (Vens.) o: fra begyndelsen af;
mæ æ føst (Ang.); „mæ de føst", de ær
om træj uqpr (Vejleegnen) siges, når hånd-
værksfolk lover noget arbejde færdigt, spø-
gende; i føjstdn el. * æ føjst9n (Agger);
føst el. i æ føst (Ang.) i begyndelsen,
26*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
