Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I
hvidtbrødkage—hvilken 703
^
hvidtbrødkage, no. vetbrøkaq de
(Bradr.) livedebrød.
hvidte, uo. htmt -9r -9t (vestj.); ft.
liwitdd tf. hwitdd (Lild s.) = rgsm.; alm.
bruges kalke (s. d.) ;
„hvidte", ikke , kalke"
(Lild s.).
hvidterne, no. hwitar æn (Thy)
hætteterne.
hvidtorn, no, huntwon i hest. -twon
flt. -twon (Vens.); hwitwmn æn = flt.
(D.) ; hwitiiwdr æn = flt. (Thy) ; int tuarn
(Fjelde) — en busk, cratægus oxyacan-
Iha L. : jIV. liagtorn; pigen i ævent. kaster
en hvidlorn over sit hoved, så bliver der
en stor skov, Sgr. IX. 147; jfr.Asbj. I. 57;
en enkelt stående hv — er ofte forhekset,
el. der er skjult en skat under den; ved
Thisted bredning skal stå en enlig hv —
,
bryder nogen grene af den, bringer det
ulykke over gerningsmanden; den blev
plantet på deres grav, der døde af pesten,
se Anders. Fra PL V. s. 16 flg.. Perger
s. 240; se torn.
hvien, uo. se hvidne; bio. se hvordan.
hvifor, sporgende steo. hwifå? (Sø-
vind glds.) hvorfor?
hvikken, steo. se hvilken.
1. hvil, no. hwijl é best. -t (Vens.)
;
æn hwil (vestj.) = rgsm., rast; hål h —
(vestj.) stanse en lille stund med ar-
bejdet ; tvi jø hwijl e mæja (Vens.).
2. hvil, to. hwil(b.); wZ (Agersk.)
—
1) udhvilet, o vær h —, h — jgr (D.), æn
hwijl plæt i hav el. fjord (Agger) o:
sted, hvor ikke har været fisket i læn-
gere tid; han hår æn h — krap (D.) om
den dovne el. magelige; haj hor é hwilt
leq9m, dej fy[r, haj ha nåk ta fat (Vens.)
;
„Poivl sa nåk så hmjlt i tåpi" , Grb.
78. 52, P. sad nok så magelig i toppen;
han æ hwil å gom (Søvind s.) o: han
har friske kræfter til at tage fat. — 2)
hvilende, eller vel egentlig hvilende på,
støttet til : „haj sa å blunc me hwdt
hwijl åpå armdu^, Grb, 133. 9.
1. hvile, uo.
hwijl hwihr hwijlt htvijlt (Vens.)
;
hwijl -ar htvijlt hwijlt (Agger);
hwil hwil hwil hwil (D.) ; nut. hwil
(Andst)
;
htvij hwil hml hmt (Søvind s.);
hwil hwish hwil hwil (Elsted);
vil vil vil vid (Vlb., Bradr.);
vil vil vil vil (Agersk.)
= rgsm.; alm. både 1. hvile sig, til for-
skel fra at va^re i arbejde og 2. finde
hvile, ro, lindring til forskel fra at pines
ved sjæleligt el. legemligt ildebefindende
;
vi ska ha fat igæ’n, nær vi hb fbt wds
htvil IH (Søvind s,); di sa å hwijlt dhn
åpå kånc9n å grobsn (Vens); a vel hen
o htvil æn let, el. html mæ æn let; hwil
æ fæd9r, æ årm; a ka et hwil, hud9n
10 a så leq9r i æ særi (D.) ; æ mark æ gåt
udhwil (vestj.) o: den har ligget længe
hen uden at bære korn; jfr. Aasen, kvila,
isl. hvi’la.
2. hvile, no. htvijl æn best. -9n (Vens.
;
vestj.. Søvind s.); vil æ« (Agersk., Bradr.,
Fjolde) — 1) = rgsm. ; hwicdn hwijl hæhr
row; hwijhn e gti, næ me é trét (Vens.);
sæt dæ niJ9r o læ æ hwijl fal po dæ!
(Agger) ; sæt dæ ner å læ vil fol å’ dæ
!
20 (Agersk.) ; gyJ9r æn teri ud9n hwil (Malt)
o: uden ophold; talemåde: „de tager hvi-
len forud, ligesom dem af Skrød.strup",
Skr — er en landsby i Onsild h. i Ma-
riager egnen; inden folkene derfra be-
gyndte på deres hovarbejde, hvilede de
sig og spiste, de havde nemhg l^/g mil
til arbejdsstedet, se Kr. Almuel. II. 10. 24;
nissen lærer at hvile sig og siger: ,håd
a trowe, hwilen håd wåt så huld, så
30 håd a tån hiele gwolt fuld " , Kr. Sagn
II. 52 nr. 5, 78. 147. — 2) æn hvil
flt. hwihr (D.) sidelæner på en lænestol.
hviledag, no. hwijldå æyi (Agger)
= rgsm.
hvilestol, no. htvilstuw9l æn -stuml
(D.) stol med sidelæner, jfr. pavestol ; se
2. hvile 2.
hvilken, steo. hwec9n, hwic9n i alle
kon; el. hak. hweti, huk. hwet9n, itk. flt.
40 hwet9 (Vens.) ; hwek9n, hwek9d, htcek9
(Heil. h.); htvit9n, hivet el. hwit (Agger);
hwet9, hwepn (Mors); hwet9n (N. Sall.);
hwik^n, hwit9n (Thy); hwik9n (Vejr.);
hwek, hukdn, hukd (vestj.) ; hwek9s (Lindk.)
;
hwék hwek9n hwék9t (Søvind s.); vek9n
itk. vek9t flt. vek9 (M. Slesv., Ang.); ek9n
itk, ek9t flt. ek9 (Sundeved) — 1) tilbage-
visende, sporgende og i udråb; hi£iec9n
støc we do ha? hivic9n ær 9? hwic9n å
60 dem tøkis do hest om ? „men , hwet9n
låri nis fek di?" Grb. 29. 21; „hqj b9-
jønc å dræj prdt9n (saratalen) hen åpå
préjsti, hwet9 tvérkpiq de hqj war’^
,
38. 25, 0: hvilken gnaven person han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
