Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
W2 koajlc—kobbel
sd kod, så låpn? (veslj.), Sgr. VI. 29.?,(;7,
Gr.Gl.d.M. 1.234. 10, svar: ko med ufødt
kalv (i tværsnit), el, også: lådden uden,
lådden inden, fedt derimellem? (Vens.);
dær saj æn man i æn hejs å trækdt æn
stedt ku oiosr dt htci fæ (Skanderborg)
o: trak stovle af kohud over strompe
af fåreuld, Sgr. VI. 54. 505, IX. 93. 289,
141.475, 189.571, VI. 58.542, 60.566;
varsel af køers leje i stalden, IV. 56.67.68.
— do ska fo Wår Har hans rø kypr o
siJ9 (vestj.) O: få Kjøge hons at se: man
tager barnet ved hovedet og løfter det op
;
jfr. Arvidsen III. 494. 3, „har du sett her-
rans hons?" æ rø ku hå nåk slekdt dt
(vestj.) kan siges oan linned, der er svedet
af ilden, se ræv; den hvide ko med
bjælde, Kr. Sagn III. 7. 22.23 o: kirke
med kirkeklokke (II. 130.47 b); „svartbog-
lig ko" i en gåde, RunaVIII. 46. 4, skyen;
„trække ko i dynd" el. „i bløde", tavleleg,
se 3. bløde, mølle; „hvad hedder præstens
røde ko?" borneleg, se præst; dæn træj-
hjæn9 kuw (Rkb.) melkekanden; å malk
dæ hig kow, dæ hig kow malk9r gåt
igr, haj æ hløw9n riq we å malk dæ hig
kow (Vens.) o: stjæle strandingsgods, havet
(s. d.) er den blå ko, den malker godt,
når meget strander; Kjabordu hoUr møj
o dæn hig kow, som di kahr dn (Lild s.)
;
dæ hig kow høhr ijawtan (Vens.) o:
havet larmer, jfr. Jyll. I. 235 (vestj.), Fb.
Bondel. s. 12 ; æ swot kuw (vestj.) brænde-
vinsflasken ; a ska te tyr mæ mi kow, a
ska hæn å ha mi kow løhdn (Mors) ; ka
a få de her hole te’ ? (Vens.) få min
flaske fyldt af brændevin; a æ da så
kyw aw, te wå swot kuw æ hlowsn siJ9n,
så glå ve, æn hår kaht (vestj.) flasken
tom, fyldt. — 2) en stump halmvisk,
der stikker bagud af træskoen; til en, for
hvem det sker, kan siges: „pas du på,
der ej kommer en tyr efter dig!" Kr.
Ordspr. s. 363. — 3) et slags vinkel-
redskab, tømrerne bruger til at „kæmme
bjælker ned" med (alm.). — 4) fig. bet.
æ kow (Thy) stenen, der holder skelvol-
1erne på plads i væven, den hænger i en
snor ned over bommen. — Jfr. Aasen
ku; isl.kyr huk., accus. kii, flt. kyr; htsk.
kuh; se 2. bos, firben 2; frue, glo, hoved,
ild (II. 12. 49b), jærnko, kirke, knude, kriski,
malke, rejling, rejsning, sildigbærende,
vogn; djævels kør, Vorherres røde kør;
bår-, gjelde-, græs-, hav-, helmisse-, hul-
1
boret-, hånd-, kalve-, kjørmesse-, kobbel-,]
krækte-, kvie-, lede-, løde-, malke-, mar-
keds-, marmor-, mælke-, paradis-, pølse-,,
slagte-, troldkones-, trække-.
koajle, no. kuadal de (Hvejsel); kuål^
hest. -9n (Vor, Hads h.) ; kowol de (Vens.)
;
kuajl de (Andst) = rgsm.
kob, no. se kube.
kobande, no. filippens, der frem-
kommer, når ko bander (se bande 2) ad
én, Sgr. IV. 56. 66, VII. 44. 142, ordet erj
måske ikke jysk, jfr. vejpis.
kobanker, no. kuho^kdr æn -9r\
(vestj.); kohorikdr (Vejr.); kobat^kar æn\
(Agger) ; kohorikdr (Agerskov) — kohyrde,
;
i spøg; kohårilordu ka wær høwar (hyrdel
for løsgående kreaturer), nær de hlyu}9r\
fo kålt å læ hbwdddrn stå i typr (Lild s.).
kobbel, to. se kubbel.
1. kobbel, no. kåvdl æn kåml (D., Sø-
vind s., Randers; itk. Agerskov, Mols);
kåvdl et kåvb hest. -r9n (Elsted); kopal
æn -ar (Lild s.) ; kåpal el. kåhal é hest. -t
flt. -ar (Vens.); kåfal et — flt. (Vens.);
kåfal et = flt. (Bradr.) — 1) kæderne el.
remmene, hvori hestene bærer vogn-
stjærten (alm.), ligeså et bindestykke af
træ el. jærn, lægn på et tojr, hvormed
30 to får sammenkobles (Sall.); jfr. bringe-,
hals-, øg-. — 2) et kåval fga (Søvind s.),
é kåhal fgr sle ham åkb’l (Vens.), to får
bundne sammen i samme tcijr; æn kåval
kyjar (vestj.) ; et kåval køa (Søvind s.) et vil-
kårligt antal køer, som føres af en „ledeko"
og som er bundne således sammen, —
der er 3 —5 i raden —, at den ene ko’s
oprinkede tojr er ført under nabokoens
hals og hængt på dens horn; en kobbel
40 heste eller en snor heste: heste, således
som de føres afsted af handelsmanden,
bundne sammen hoved til hale i en lang
række (vestslesv. , vist alm.) ; drengene
råbte efter dem: kåval, kåval hæst, dæn
baqast æ dæn hæst! (vestslesv.); fig. om
en flok msker (Elsted); når de to skæve
både, som bruges i SaUing ved ålefiskeri,
ros sammen „i kobbel", forbindes de med
bag-enderne ved et stærkt reb, på hvis
50 ene ende er en bojle af træ til at sætte
om stavnen, og som kaldes „en hilde",
æn hæl, se hojrehåndet. — 3) æn kåval
sparar (Lindk.), et kåval spæna (Søvind
s.) et par sammenfojede sparretræer. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
