Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328 kuldskrumpen—kuller
kuldskrumpen , to. kuhkrompsn
(Malt h.) forfrussen.
kuldslagen, to. kulslaw9n el. -slaw9
(Vens.); kulslaw9n (Elsted) — kuldslået,
om drikkevarer; de ce hléw9n kulsid, kuUn
ær bw 9t (Søvind s.) ; kulslån wan (Agg.).
1. kule, no. kul æn kuUr (vestj.,Vejr.,
kulegraver, no. kulgraw9 æn -rd\
(Sundev.) en graver ved en kirke; jfr.
mnt. kulengrever, Sch. Liibb., det samme.
kulekaste, uo.
kulkost -9 -kost -kost (Søvind s. ; Støv-
ring) ;
kuwlkost -9r -kast -kast (Vens.)
Heil., Grindst.) bule, blå plet på legemet; |
1) kuldkaste (s. d.) neg, ellers kun i fig.
jfr. Aasen kul hak., bule; isl. kula; mnt. |
betydn. som om en aftale el. lign. (Sø-j
kule, Sch. Liibb. kølle, bule; sø-. lovind s., Vens.). — 2) kulegrave (Støvr.).|
2. kule, no. kul æn A:wfor (Støvr. h., I kulekaster, no. [Iculkastdr æn’\(K\hG,\
Thy, Ulvb. h.); kuwl æn hest. -»n flt. -sr i
glds.) graver; se kulegraver.
(Vens.) — en gammel dårlig hest; æn kuleregn, no. regn i byger, Kr.
gam9l kuwl (Vens.)
3. kule, no. kul æn kuhr (D., vestj.,
Thy; Søvind, Sønderlyng, Heil. h.); kul
æn kuh (Elsted) ; kuwl æn, hest. -9n el.
kul, flt.-9r (Vens., Agg.) — grav, gravet hul
til noget, til kalk, kartofler osv. ; dæn,
dæ graw9r kuhr te amr, fæh tit sjæl^o
VI. 272. 184.
kulevejr, no. kuwlwer e (Vens.);]
kulvép et (Søvind s.); kuh^væjr (D.);
kuwlwæjh (Agger) — bygevejr.
kulfartoj, no. kwålfårti æn (Agger)
j
rgsm.
kulgrav, no. kolgraw æn (Vens.)’
dæri’ (Angel); slå i æ kul (Vlb.), alm. j
hul foran ovnmunden, hvori gløder og
borneleg med løbbeser, ligeså vestslesv.
;
jfr. mnt. kule, Sch. Liibb.; ajle-, brøde-,
drav-, hjærte-, kalk-, kartoffel-, klyne-,
ler-, løve-, potetes-, rakker-, røver-, sot-,
spøl-, vonke-, ælte-.
4. kule, no. kul æn -9r (D., vestj.,
Hvejsel, Søvind s., Elbo, Vejlby v. Fred.,
emmer nedrages for siden at bruges til
smedekul; se kul; vi havde en k — uden-
for ovnen at jage asken ned i, når vi
bagte, og så et låg at lægge over den,
at man kunde gå på den, den var mest
rund, Kr. Alm. III. 35. 92.
kulhandler, no. kwolhanh æn -r9
Heil., Sønder].); ktiwl æn, hesi- an e\.kul,^\ (Søvind s.) =:^ rgsm.
flt. -9r (Vens., Agg.) — regnskyl, byge med 3o kulild, no. kivdlil æn (Lild s.) ; kolil i
blæst, hagl, regn ; dær dryw9r kuhr idatp \
best. -9n (Vens.) = rgsm.
(vestj.) ; no komsr æn kul ren, skøj dæ ej_ kuling, no. kuhi^ æn -9r (D. ; Han
el. en kuwl (Vens.); jfr. Aasen kul; isl. h.) = rgsm., byge med blæst, regn, sne;
kul itk., kuling, blæst; mol, æl; hagl-, se kule.
regn-, sne-. |
kulisse, no. kuli’ s æn (D.) sko-
5. kule, uo. — 1) i udtr. som : kul \
magernes glittejærn ;
jfr. fr. coulisse.
katd’fl9r (vestj.); kul katø’flør niJ9r (D.), I
kulklyne, no. kålklyn di (Malt)
nedgrave kartofler i en kule. — 2) kuwl j
moselørv, tjenlige til kulbrænding.
-9r -t -t (Vens.) kyle (s. d.), måske en |
kuliende, to. kåhndds (D.), så mørk
form af delte ord; haj kuwh dæm uk æ^som æn kwohndas hrodn, Kr. IX. 253
don, han kylte dem ud af doren. — 3) [
(Hads h.) o : kulsort, se brand 3 ; kwohn-
hun kuwhr (Agger) det blæser stødvis;
hun kuhr å’p.
kulebasse, no. kuwlhasi æn -9r
(Agger) en fisk, stenbider, cyclopterus
lumpus; jfr. mnt. kule, Sch. Liibb., „kaul-
quappe".
kulegrave, uo.
kulgraw -graw9 -grqwt -grawt (Søvind
s., Elsted)
;
kuwlgraw, -grawdr el. -graw9r, -grbw
el. -grow, -gram (Vens.)
= rgsm. ; hij9h haw9n æ hløwdn kulgrawt
(Elsted); jfr. kulekaste.
d9s somt (Søvind s.) forstærkende udtr.
1. kuller , no. kuhr (Randers, vist
alm.) en hestesygdom; hæst9n hd kuh
(Søvind s.); jfr. flyve-, sove-; htsk. kol-
ler, plt. kuller, af gr. cholera, galde, se
Weig. Wb.
2. kuller, no. kuhr æn (D.) ; kdhr
æn (Lild s.); kwåh = flt. (Agger); kbh
60 æn — flt. (Vens.) — en saltvandsfisk, en
torskeart, gadus æglefinus ;
jfr. Lang, Myth,
Ritual I. 140 ned., se Aasen kolga huk.
„navnet hentyder til de sorte pletter på
fiskens sider; sv. kolja.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
