Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
672 svideaks—svift
djær bræAvin (Andst) , de brændte selv
deres brændevin; „hva tøkkes do om de
hier brænwien? ... de æ no ånt end de
bønern svier", And. Bars.; ubest. do ka
æjsdn trdw, a ska swij at (D.), udtr. fra
høslætten: tage græsset overmåde noje
med; sici gprøn ow (Søvind s.); swi æ
hus å; æ sol swiør æ græjs a (Andst);
swi hij9, mår aw (vestj.), brænde hede,
mosejord af; også om vækster, der svides
af solvarme og tørke, boran sicdr så swedn
uk i tbrdfii (Vens.); i D. og Ribe findes
„Swigåd",
gadenavn. — 2) træffe med
bold ; swij jcen mæ æ bul (D.), skulde i
udtr. være et lævn af, at bolden har
brændt? se DSt. 111. 101, jfr. Mhardt BK.
I. 473; herhen hører vel tlmåden : swæJ9n
æ snar tæJ9n (vestj.), den som er ramt,
er snart taget; jfr. svidekjæp. — 3) intr.
upers. svie, frembringe en sviende smærte
;
mi feydr suijar el. de swiJ9r i mi fefiar
(Agger); de swéj som peb9 i éwnsn
(Silkeb.); dæn feridr, dær ce bræfi, svyar
(Agersk.) ; de swipr i met ansec (Vens.)
;
også figur].: de vel kom te å swi te’ ham
hl dn gdfi (Søv. s.); se 1. sved, sveden,
svie; jfr. Aasen svida, isl. svfcia.
svideaks, no. swijaws (Sams?), aks,
svedne af solen.
svide-brænde. — 1) uo. brænde,
så det svider og svier; „han ha hM å
kloq falk, de næ di ku kom te å swij-
bréj én hæqs, så ha di månt fro hær"
,
Grb. 158.7, hun havde hørt af kloge
folk, at når de kunde komme til at
svidebrænde en heks, så havde de magten
fra hende. — 2) no. uo. å løv smbræn
(Støvr.), en leg: klafonnes (s. d.); der
råbes: swibræn N. N. på stålpsn! ska
vi swibræn? (S. Hald), lege s-, jfr. Kr.
Borner. 227. 9. 516.34.36.55; se salt og
brød 111. 150. 10 a, skjærbolt, skrabolt. —
3) panteleg; når panterne skal indløses,
tager man pantet op efter at dommen
er falden, med ordene: swij briå, hwes
æ de? jfr. Arwidson III. 401, jag sveder
och jag brånner, hvad skal den gora
som panten kånner? (Hvejsel, vestslesv.);
ligeså når man oplyste noget, der var
fundet: swibrin, hvæm fe^yfcm? (vestslesv.);
når flere er i følge, A. taber noget, B.
tager det op, kan B. sige: swijar briéør,
hwes æ de? — A. : de æ min! — B.
:
hwes mij9r? el. hwem veri9r (værger) do
får? — A. : mi kær9st9s! eller få mi
kærsst ! — B. : hwæm æ de? der gives
så gærne et afvisende svar, f. eks.: miJI
stumr tg! men vedkommende får ejil
stykket (et torklæde f. eks.), inden han
har nævnt kærestens navn (vestj.),
svidedorn, no. swidprn æn (Askov),
tynd, spids jærnstang til at svide huller
gennem træ, jfr. svejl.
svidefri, udrbso. swijfrij (Lindk.),
= frifra (s. d.), o: jeg melder mig ud a
legen; se naltik; ptoj.
svidekage, no. swikaq, æn -kaqar
(Hindst. h.), kage, som bages til hornene,
når der bages brød, jfr. knæpkage, vak-and
svidekat, no. i et byrim: Darom
dmr, Velsh fruar, Jest9 swijkat (Ribe)
;
byer tæt nord for Ribe; se kaltesvider.
svidekjæp, no. swijkæp æn (Ads
20 lev), kæp til at , svide" med i munk
legen ; idet han med svidekæppen giverj
dem et slag, råber han: swij! Sgr. III.
172. 39, se munk 8.
svidekuld, no. swikul æn (vestsl.),
stærk, sviende kulde.
-svider, no. se kulsvier, lystigsvier
;
katte-.
svie, no. swij æn (Andst, Hvejsel
S. Hald) ; hak. (Vens.). — 1) = 0B» swijdn
30 (Røgen s.), en svidende smærte, se 1. sved;i
dé wåiik9 stiwr swij æt9r sé klø, å sul
æt9 stgk9ls jil (Vens.) ; se ruttengilde. —
2) lyngtørv til strøelse, „æ sviæ di ua
ued", Jyd. I. 31, svierne var forbi.
svier, no. se 2. sved, svider.
sviffel, to. swef9l (Lem, vestj.), svaj,
gyngende.
sviffelben, no. swef9lbiJ9n (Lem,
vestj.), person, som dingler på sine ben*
svifle, uo. swef9l -fhr -f9lt (Vens.);
ft. tf. swefal (vestj.), svaje, svigte, for-
somme; „Jakob tøt, de di swef9lt wal
møj frå arbetje", Grb. 37.5, Jakob mente
at de drev tiden vel meget hen fra ar-
bejdet; dreje og vende sine ord, hjælpe
sig med usandhed (Slet h.), Mb.; jfr.
isl. svi’fa, svinge, svaje.
svift, no. swøwt æn = flt. (Lild s.,
Agger, Sall.), vift, svingen, vingeslag;
60 stdrk9n ga æn par swøwt mæ wet^9rn
(Lild s.); blæstens hvirvlen om hushjorner,
træk (Agger) ; også : dær æ sån æn swøwt
o fløwt a’ jær, bar ! (sts), o : I horn for-
årsager sådan en træk og uro; se svæv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
