Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
724 særdeles—særlig
di si sH ui (Søvind), det ser påfaldende
ud; dær wå sær moj (D.), påfaldende
meget; æn sær soh kyjdrd’h, (D.), en
underlig, dårlig kørsel; „som it så seh
ku veh", Tkjær 79; „Karen tøt no seht
om et", sts 82, — 5) omtr. = gærne;
der kunde jo sær blive brug for den,
tænkte han, Kr. IV. 94; et fyrtoj kunde
også være rart at have ved sig, når en
sært skulde slå ild en gang, Kr. V. 335 ; to
ja hvad, kan vi ikke sær have en ting
nyt at fortælle for hverandre, s. 368
(vestj.) ; de ku sær vær, a ku sær gøj9r
dæ æn tjæmst (vestj.); jfr. Aasen sær;
ser, dativ af sig, isl. ser; se ser.
særdeles, to. særddhs (Vens.), =
rgsm. ; de æ spnt é s- bon, ejendom-
meligt; låneord.
særhed, no. særhijød æn (D., vestj.);
sædhed æn (Åbenrå), = rgsm. ; de ær et
ant en særhijdd (D.).
særing, no. se sæding.
særing , no. sersri i -9r (Vens.). —
1) særling. — 2) en enkelt ting, et in-
divid. Mb. (Vens.).
særk, no. særk i best. -i flt. særk
el. -9r best. -dn (Vens.); særk æn særk
(vestj.) ; særk æn særkia (Søvind s.)
;
særk æn best. -a» flt. særki best. særksn
(Elsted) ; særk æn særk (Sundeved), = 3o
rgsm.; „oplå", glds særk, se Friis VN.
158, delt i to dele fra livet, se oplod
;
jfr. Espersen, Bornholm Ordb. opplød;
„hun hoeh jo it særken te røwen", Jyd.
I. 80. 1, udtryk for stor fattigdom ; når
der sporges efter et kvindfolk: hvor er
hun? kan svares: i MA særk! (vestj.,
vestslesv.) ; ny s- skal toes, for den bruges,
Kr. Alm.2- III. 61. 14; kvinder lå uden
linned om natten, jfr. Fritzn.^- nåttserkr;4o
nøgen; a hår æn særkful pevar hjæm
(vestj.); jfr. Kr. Alm. 2. VI. 147.73, o: en
arrig kone; a ska nåk hål hin æ særk
te æ row (vestj.), o : tvinge hende til at
arbejde strengt, så hendes linned klæber
til kroppen af sved; særke, spundne af
opplukket tovværk, Krist. Anholt 64. 136;
tre søstre har kun én særk, Kr. Almuel.
II. 9. 19 ; femten var de skræddere, den
særk skulde skjær’ og sy, Kr. II. 339. 2, so
SkV. s. 17.2; — orakel af særk, se lin-
ned II. 435.36 b, jfr. Suffolk Folkl. 99. 100;
ser frugts, kvinde i tom s-, bliver hendes
barn aldrig mæt, Sundbl.^- 150; — slå.
gnide dyr med s- til lægedom, Amins.
V. 107; — enke kan fragå mands gæld
ved at lade sig vie i s-, Yorksh. Folkl.
291, Am. Folkl. XIV. 116; — tager pige
særken vrangt på om sondagen, skal hun
få kært møde i ugen, Thiele Overtro
nr. 194; — skal ko føde kviekalv, må
pige slå den over bagen med sin særk,
når den trækkes til tyr, J. K. 209. 175;
— for visse sygdomme skal den syges
særk hænges på kirkedor, Kr. IX. 63.696;
stryges på alter, Kr. Sagn IV. 581. 12; —
i ævent. stjæler mestertyven konens særk,
Eftersl. s. 180; — snip af sovende prin-
sesses s- afklippes som mærke, Bondes.
Hist. 339 ; — myrdet datters blodige s-
bringes moder, DgF. VI. 287; — for at
få gådens opløsning at vide må kammer-
pigen trække sin særk af og lægge den
under heltens hovedpude, Kr. VI. 298,
Æv. III, VIII; — frieren tager sin utro
kærestes særk og hænger den til vartegn
på loftet, Gr. GI. d. M. III. 41 ned., Tvedten
s. 13; — pige trækker s- af aften for ej
at tvinges til elskov, V^igstr. I. 187; —
heks (I. 581.4 a) blæser s- op til sin
ham, da hun farer til Bloksbj. , Gav. W.
I. 112. 116. 352; — karl, som røver
huldrepiges s-, straffes med sygdom i 9
slægtsled. Sande I. 1 10, II. 281 ; — gåde:
søstsr gek te søst9r sin o lånt æn bon-
løs baU ; hun brøqst i9n, hun baqt i9n,
hun fæk æn bån mi (vestj.); jfr. Aasen
serk , isl. serkr hak.; eng. sark; se
klokke 3, Maries silkesærk, nøgen; *lig-,
messe-, muld-.
særkeilder, no. særkihr æn (Lem,
vestj.), cunnus.
særkeærme, no. særkiærm et -9
(Søvind s.); særkærm æn -9r (D.); særk-
ér9m i best. -i flt. -ærnwr (Vens.), = rgsm.
;
se vorfrues-.
sær-kost, no. særlig og bedre mad
(Vor h.), Mb.
sær-kuld, no. særkål æn (D.), et
kuld born, som hører sammen ;
jfr. Jyske
Lov I. 16: sær kollæ, helsøskende.
særkål, no. sær-karl?; edeligt ud-
tryk: „det er, s-, da et nemt stykke!",
Kr. Alm. VI. 246. 20.
særlig, to. særh (vestslesv.); om
msker: påfaldende i væsen el. opførsel,
f. eks. meget gammeldags; de æ sérli
stut mæ di tow (Vens.), = rgsm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
