Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
740 sømand—s5ndag
sømand, no. sjo- el, sjømaå æn
.-tnæfi (D. , vestj.); sømqj i best. -m<?i
flt. -mc^jør (Vens.); søman æn -mæn
(Lild s.); jfr. FrRA. III. 128 (Ho, Oksby).
sømandskmide , no. sjømansknud
æn -knudar (D.), en særegen slags knude.
sombor, no. særnbowr é -9r (Vens.),
bor til somhuller, mindre end spigerbor.
sombyld, no. sombyl æn -hyhr (D.),
små bylder; „sembøld" kaldes en syg-
dora med mange sorteblå småbylder af
storrelse som, et somhoved, og som man
tror barnet får, når moderen under svan-
gerskabet har siddet på en kiste med
jærnbeslag, (eller rørt ved somhoved i
kirkedor) ; helbredes ved at få barnet til
at sove i kisten, mens moderen sidder
på den, J. Saml. ^- I. 55 (Vens.), jfr.
Pontopp. Everric. 76; se „kyrkoknappar",
Rååf I. 122, Gasl. 36, Amins. IV. 82;
, nagelkop " (fland.), „clou" (fr.), Ndl.
Volksk. VI. 67 flg. ;
„panaris", Tr, pop.
XVI. 398.
somfast, to. semfast (Vens.), udtr.
ved ejendomshandel, se naglefast.
somgab, no. somgaf et (Angel),
somhul.
somhaminer, no. somhamør æn (D.),
hammer, hvormed som smedes.
1. somme, uo.
som -ør -9t -9t (D., vestj.);
sem -9 -9t -9t (Søvind); sæm (Elsted);
sæm ’9r -9d -9d (Thy) ;
shm -9r -t -t (Vens.);
som -9 -t somt (Sundev.). —
1) forbinde ved en syning,en s6m,sfl?m(Elst.);
som in (Malt), udfylde murens fuger med
kalk. — 2) gore fast ved nagler (alm.);
dæji liqcist æ bdr9 semt samal (Vens.),
til forskel fra , sinket"; jfr. Aasen, isl.
sauma, lægge som; seyma, spigre.
2. -sommie, uo. jfr. htsk saumen,
sinke; for-.
-som.melse, no. se for-.
som.-ske, no. somskip æn -skijør
(Malt), murskeen, ved hvis hjælp muren
indsommes, se 1. somme 1.
som.stovne, no. sæmstdwn æn -9r
(vestj.), somende.
somten, no. sdmtij9n æn -UJ9n (D.)
;
semtin et [-tepn] (Søvind s.) ; sæmtidn
æn -ti9n (Årh.) ; somten æn -ten (Agersk.),
jærnstykket, hvoraf som smedes ; træk sæm-
ti9n (Årh.), udhamre en sådan.
sø-mærke, no. sømærk é hest.-mærk9
flt. -9r (Vens.), = rgsm.
søn, no. se syn.
son, no. son æn somr (D. , vestj.,
Sønderj.); flt. som (Søvind); sæn best.
sæmn flt. sænør best. -n (Støvr., Røgen s.);
sæn best, sæni flt. sæmr (N. Sams);
sæn i best. sæn flt. sæmr (Vens.), =
rgsm.; hoij ær i sæn, o: ikke tjeneste-
10 karl ; nu siges f. eks. Pjæ Kræns sæmr,
for: dræri, selv om de var alle gifte
(Vens.); han æ si fårs son (Malt), o: han
er som sin fader; „mæ sjel, mi sen, å
Marii da, mi kjælling". And. Fiskeri; wd
sæn (Støvr. h.), o : husets son ; få sæ æn
ori son (Ang.), siges om en kone, der
er bleven forløst med en son; a vil ønsk,
te dæn føst son, do for måt hlyw min
(vestj.), dulgt frieri; i bornerimet: iVejms-
20 gron Mød mi son, Sgr. V. 150; lykkeligt
om son ligner fader, datter moder,
Gasl. 56 ; — i ævent. er der ganske alm.
tre sonner, f. eks. Krist. V. 180. 192,
Ævent. 104. 129, J. K. s. 46; de nævnes
f. eks. Per, Povl, Hans, Kr. V. 15, Æv
s. 78; i stedet for: Hans, — Esben, Sgr
VIII. 35, Jesper, J. K. 1, Sgr, VII, 199
dog også andre navne, se Sgr. VII. 145
Kr. Ævent. 14; — dreng sporger præst
30 „hvis son er a?", Krist. SkS. 174.64
„hvad hedder Noas sonners fa’r?", sis
s. 189; — i skæmtehist. : har gud fået
en s-, guds s- død, se Sgr. XI. 88. 160.
86.150, Alm. VI. 101 ; syvende s-, Adams
syvsonner, sesyvlll.713.16.714.20; jfr. Aas.
son, isl. sonr hak.; htsk sohn, eng. son;
fader I. 259.23; bonde-, broder-, faders-,
datter-, gud-, konge-, moders-, pleje-,
præste-, stif-, sviger-, søster-.
sbndag, no. sønda i best. -i flt. -daw
(Vens,); o søndø (Gørding); å synda
(Agerskov), på sondag, i sondags; om
syhdørøn (Ry s.) ; sist søndø el. dæn dn
s- (Søvind), o: i sondags; syndø hå si
ver få sæ sjæl (vestj.); haj komør æ
sønda, på sondag; hqj war hær æ sønda,
i sondags ; dæ nqn sønda , forrige s-
(Vens.) ; dg’ ø da åsø øn daw o øn
syhda ælør øå mæ; dær vel nåk go øn
50 dau) o øn synda, inøn do’ komør tebå’q
(vestj.), o: lang tid, mange år; „der
skulde være en s- i hver ende af ugen
og en stor bededag midt i", Sgr. XI.
103. 97; git de wa søndø hwæra’åøn daw
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
