Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vestkyst—vibe 1043
husets vestre ende, ellers se østerstue
;
væstdstdmn (Alrø) kaldes altid øverste-
stuen, selv om den ligger mod øst eller
en anden himmelegn.
vestkyst, no. æ væstkyst (Fanø),
således nævnes vestkysten af Amerika,
mest Sydamerika; sæjl o æ v-.
vestlig, to. væsth (D., Søvind s.),
=r rgsm. ; vin9n æ hléwsn meJ9 væsth
(Søvind s.).
vesyg, to. wesyq (Lild), syg med
stærke smærter; han ær ejt lijqfram to-,
mæn han ær héhs skit.
vet, to. se vitte.
vetle, to. se vitterlig.
vette, to. se vittig.
vette, uo. forslå; er sagtens = vægte
(s. d.), Mb.
whist, no. skal være alm. blandt
bønder i Vens.; selv tjenestekarle og
drenge spiller wh- (Helium).
vi, to. no, se vid, vidde; no. se
vidie; udrbso. se sgu.
1. vi, udrbso. æ vi enda’ ! (vestj.), o
:
æ bæ dog, fy dog! jfr. ve og vok.
2. vi, pers. sleo. flt. vi (D., vestj., alm.
Sønderj.); wi nord for Limfjorden, i alle
de egne hvor kun w- findes som forlyd
:
„w’anner", o: vi andre, Krist. Æv. III.
277 anm. (Voksl. v. Nibe), = „w’ajer",
Kr. Alm. III. 31 . 84 (Fur); = rgsm. ; vi æ
hwærkøn æjdt æUr væJ9t (viet) aamdl
(Malt), o: vi kan nok skilles ad; „vi"
bruges også i casus obliqui: han hår et
tal te vi anar om 9t, de ær et gåt o
fåsto’ få vi an9r (D.) ; han so wi ajsr
(^Thy), se: os, vor; dæ’ å mæ’ å wi’
tow, møhn å ha’ns sow, hwamåmr æ de?
(Vens.); i nogle egne synes „vi" at træde
1 stedet for ^man" (s. d.): korns wi dp
po Bjhad . . . å siJ9r uwd øwsr haw . . .;
så ka wi siji, de hryjdsr po Braq å dp
po dd hyw9st o Bjhrdd ka wi dså sij, te
de hryjddr i lanstf å wi ka dså hør haw
(Lild s.).
vibe, no. vif æn viv9r (D., vestj.);
wijb æn best. -9n flt. -»r (Vens.) ; viv æn -9
(Søvind s.); vif æn vifs (Åbenrå, Sunde-
ved, Angel). — 1) = rgsm., en fugl,
vanellus crislatus, der bringer forårsbud
og som meget omtales ; så vev9r el. vre
som æn vif (N. Slesv.) ; så ariq som æn
viv (vestj.) ; hc^j wa så tvrej som 9n wijb
(Vens.); så un som æn viv o tdw æk,
så my^, som han håd apn vivsr i salt
(vestj.); haj sir uk, som hqj ha tic
wijb9r i sålc å plas te dæ øhhc (Vens.),
o: er vigtig; han hår nåk et 7nan9 viv9r
i salt (vestj.), kan siges om den fattige,
jfr. Sgr. V. 28. lOO, Kr, IX. 247. 14; æ
wib wel wer9 fur ah mark å 9n ka et
wer9 fu si æJ9n re (Mors); æ vif vel
fåbæ’j ål æ mark å kan il fåbæ’j sin
io
æJ9n re (N. Slesv.); „tvijb9n wel wær9
får hil9 car9 å ene wær9 få set ijn re"
,
Grb. 245. 32fi, BrN. Dyrerim 23. 107.
"
føst kom9r æ viv, å så kom9r æ vet,
å så kom9r æ sa’havret,
så kom9r æ som9rdål,
å så hår æ vint9r æn mæ ål,
Kr. IV. 374.306 (vestj.), sign Sgr. VIII. 41 .73
;
om foråret bringer det lykke at se:
wijb9n flyw,
å pldwi dryw,
å stdrki stp,
å sémqj sp (Vens.),
jfr. Sgr. III. 70.28, XI. 93.65, Kr. IV. 387.48.
IX. 10.77. 54. 84flg., JK. 223. 53; den
tjenestekarl el. -pige, som ser den første
vibe flyvende, skal få det godt i sin
tjeneste det år, Kr. VI. 261. 80; ser man
80 viben drymh (o : gående), bliver man
tung det år, flymii bliver man let, Sgr.
III. 126.591, jfr. VII. 64.343-44, Kr. Alm.«-
III. 132.29.32.33 144.14; når man hører
viben skrige, for man ser den, er det
ondt tegn, Sgr. III. 70. 236, VII. 58. 263.
64,341, IX. 233.788; den, som om for-
året ser den første vibe, må dø, Sgr. V.
37.297; hører man viben om foråret,
for man sér den, skal man græde meget
40 det år, ser man den vaske sig , få sorg,
Kr. Anholt s. 1 13.278, jfr. Alm.^- 1. 147.97,
III. 1 35. 78 flg. ; søger den til husene om
foråret, varsles vinter, J.K. 227.278; hø-
rer man den første gang, idet man sladrer
med en anden, skal man sladre året ud,
J.K. 227.280; bygger viben hojt, bliver
sommeren våd, lavt, bliver den tor, Sgr.
III. 103.402; „wijb9n fo mjæst e knoq^,
Grb. 245.325, viben får for det meste et
io snefog; hun fryser sine fødder og siger:
j
famns kål bin (Tåning), Sgr. I. 106.421,
i
VI. 189.783.86; å, hih dø, mi bij9n!
hvorpå kragen svarer: æ dæ dowl i di
bij9n ino’ ! (Mors); eller „jeg frys’ min’
66*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
