Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ur bokmarknaden - Af Julius Clausen - Af Klara Johanson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
julius clausen.
heden; jeg skal se min stilling som en
opgave, som en pligt; jeg skal elske osv.,
og på den anden side : jeg vil bære livets
alvor, jeg vil finde mig i savn og möje —
för har man intet fast fodfæste. Og siger
man ikke til sig selv: jeg skal, jeg vil —
så bliver der nok sagt til en: Du skal,
eller Du skal ske en ulykke ...»
I modsætning til Molbech, der i
brevene taler vidtlöftigt om sit timelige ve og
vel og altid trænger til at give sit rige
stemningsliv luft, er Bröchner langt mere
tilbageholden i sine personlige yttringer.
Selv da hans gennem adskillige år nærede
og vedligeholdte håb om at kunne
hjem-fore en ung italiensk kvinde, i hvis
forældres hus han havde boet under sin
Roma-færd, som brud, uhjælpeligt er bristet, selv
da giver kun et stille suk, men ingen
höj-lydt klage sig luft. Som Bröchner viser
sig i disse breve, kommer man til inderlig
at holde af ham, medens föleisen overfor
vennen Molbech i langt höjere grad er
medfölelse. Bröchner er en virkelig
aristokratisk sjæl, en höjfornem månd, der
tidlig har lært at stille store og dybe krav
til sig selv. Professor Höffding, der har
været hans elev, bekræfter i nogle skönne
mindeord dette indtryk. Hvor simpelt og
smukt lyder ikke ord som disse, lige langt
fra falsk beskedenhed og menneskelig
forfængelighed: »Jeg vilde i det mindste gerne
efterlade mig to arbejder: et, der kunde
vise, at jeg har vidst noget, og et, der
kunde vise, at jeg har kunnet tænke.
Sporlöst vilde jeg ikke gerne, at mit liv
skulde gå hen.» Han, der i ungdomsårene
helt ofrede sit liv for videnskaben, har vel
også haft sine anfægtelser og haft en
fornemmelse af, at al verdslig lykke gik hus
forbi, medens han sad med sine folianter
bag lukkede doré. Men han har lært at
resignere, som han skriver i disse linjer:
»At leve et liv for tanken må skille en
ved illusionerne og deres lykke; at leve et
liv alene for tanken uden at arbejde på at
opnå noget andet, må beröve en det, de
fleste kalde lykke, og indtil det öjeblik, da
man nåer til tankens fulde klarhed og
hvile, kan det vel ikke være anderledes,
end at man föler et savn, at man, når
kræfterne mattes, må föle det ensomme liv
med idealerne som en virkelig ensomhed.»
Otte år senere, da det ydre liv har föjet
sig lysere for ham — han er nu bleven
professor, månd og fader, ser han også
lysere på sin livsgærning, og der hviler som
en stille lykke og rolig tryghed over at
være kommen til klarhed om vejen till
målet i disse ord: »Om det skulde lykkes
mig selv at löse nogen af de opgaver, der
har betydning »for liv og död» ved jeg
endnu ikke; men når kun det, jeg kan
udrette, kan få den betydning at hjælpe
den, der engang skal löse dem, et skridt
fremad på vejen, så vil jeg være tilfreds.
Jeg bestræber mig redeligt for at lære min
styrke og min begrænsning at kende for
at kunne stille mit mål således, at jeg kan
nærme mig til det; thi nå et selvstillet mål
kan og skal man ikke. Og skulde jeg
tage fejl af målet og vejene, et beholder
jeg så dog, hvori man ikke kan tage fejl:
det at have villet, og den idealitet, der
ligger deri.»
De her meddelte prover ville vise, at
Bröchners og Molbechs brevveksling er en
meget smuk bog og tillige en bog, god til
at få forstand af, fordi den lærer os to
ejendommelige mennesker at kende. Fra
forlagets side er heller intet sparet for at
give den en værdig og festlig udstyrelse —
her findes to meget smukke gengivelser af
vennernes ungdomsbilleder, malede af
Frölich. Udgiveren synes derimod at have
taget sig sin opgave noget let. Foruden
de indledende mindeord gives omtrent ikke
en eneste henvisning eller
personalhisto-risk oplysning, hvad flere steder kunde
tiltrænges, ligesom det heller ikke er
antydet, om eller hvor der er foretaget
forkortelser og udeladelser i brevene, hvad
der synes at være tilfældet. Selv om
imidlertid professor Höffding har vist sig mindre
kyndig som kritisk brevudgiver, er man
ham dog tak skyldig, fordi han har gjort
den interessante brevveksling almindelig
tilgængelig.
Julius Clausen.
Furst Krapotkin: En anarkists minnen. Med
förord af Georg Brandes. Auktoriserad
öfversättning af Hellen Lindgren. Stockholm. C. &
E. Gernandts förlagsaktiebolag.
Ett enstämmigt lofprisande har från
alla håll strömmat dessa en
samhällsom-störtares memoarer till mötes. Och de
äro det för visso värda, ty trots sin
oroväckande titel utgöra de en nobel skildring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
