Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Søren Kierkegaard. En karakteristik. Af Harald Höffding. Med 9 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
førte den revolutionære Kamp mod den
bestaaende Kristendom, der til sidst
lagde ham det Ord paa Tungen: det
nye Testamentes Kristendom er ikke
til! —
Det er karakteristisk for Kierkegaard,
at han har tænkt sig, at hans
Forfatterskab kunde blifve en isoleret Episode i
hans Liv. Det tyder paa en skarp
Modsætning mellem hans literære
Begavelse og hans Temperament. Han har
følt, at Fantasiens og Tankens Liv, saa
tillokkende det var for ham, ikke vilde
kunne optage ham helt, fordi der var
en dunkel Magt i ham, som det ikke
vilde kunne overvinde. I hans
Personligheds inderste Væsen have
Produktionsgangen og Tungsindet mødt
hinanden, snart i Strid, snart under gensidig
Indflydelse. Kun ved Vexelvirkningen
mellem dem forstaar man Kierkegaard.
Uden Tungsindet, og hvad det førte med
sig, vilde han maaske være bleven en
ren Digter eller en ren Tænker. Nu
hindredes han i at hengive sig til
Kunsten eller Videnskaben for deres egen
Skyld alene. Han fik ikke Lov at gaa
bort efter Tangenten, men maatte lade
alle Billeder og Tanker kredse om det
direkte Centrum, der stedse drog dem
til sig. — Det er Dagbøgerne fra
1848—1849, der have aabnet os denne
Forstaaelse af Kierkegaards inderste
Natur.
Tungsindet har virket
koncentrerende. I Tungsindet trækker Sjælen sig
tilbage i sig selv eller bøjer sig mod sig
selv, som den Saarede bøjer sig over
Saaret. Og i Tungsindet tabe alle
Tanker deres Værdi — uden den Tanke, der
for den Tungsindige kan afgive et fast
Tilhold, et Nødanker i det indre Livs
Storme. — Det har virket isolerende.
Kierkegaard siger, at det tidligt stod
klart for ham, at for ham var der ingen
Hjælp eller Trøst at finde hos Andre.
Samliv med Andre var ham en
Umulighed paa Grund af den dybe Forskel
mellem hans og Andres Stemning
overfor Livet. Det var Grunden til, at han
hævede sin Forlovelse. Ved Siden af
den unge Piges lyse og lette Sind følte
han først ret, hvor ulykkelig han var,
— og han følte tillige, at hun ikke vilde
kunne forstaa ham, og at han vilde gøre
hende ulykkelig ved sit tunge Sind. At
han ikke overtog noget Embede, udleder
han af samme Grund: han var ikke
Herre over sit Sind — og kunde derfor
ikke gaa ind i en Stilling, hvor han var
afhængig af Andre! Det havde maaske
været et Gode for ham, hvis han af
økonomiske Aarsager havde været nødt
til at paatage sig bestemte ydre Pligter.
Det at skulle udføre Noget til bestemt
Tid kan hjælpe over mangen
Forstemning og kan være en Støtte i Kampen
mod dens Mørke og Lammelse. — Nu
havde han kun den Afledning fra
Tungsindets Magt, som det literære Arbejde
skaffede. Den stærke Produktionstrang
skærpedes ved Kontrasten til Tungsindets
Uro, og desuden svækkedes Tungsindets
Magt, naar saa megen Kraft som muligt
blev sat ind paa at producere. »Lig
hin Prinsesse i 1001 Nat frelste jeg Livet
ved at fortælle, d. v. s. at producere.
Et uhyre Tungsind, indre Lidelser af
sympatetisk Art, Alt kunde jag magte,
naar jeg fik Lov til at producere».
(Dagbøgerne 1849). — Endeligt maatte
Tungsindet føre til stedse ny Grublen ved at
stille et særligt, personligt Problem: er
Tungsindet Brøde eller Sygdom? Er det
ikke formasteligt at frakende Alt Værdi?
Kierkegaard sammenlignede selv sit
Tungsind med acedia, det middelalderlige
Udtryk for aandeligt Mørke og Slaphed,
en af de syv Dødssynder (hvorfor ogsaa
acediosi af Dante sættes i Helvede —
fordi de havde været »lidet glade, hvor
Solen skinned sødt paa Enge»). Her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
