Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - En Krigsfange. Af Mary B. Westenholz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
657
övrige Mandskab befandt sig i Stines
umiddelbare Nærhed, sad jeg op og
com-manderede »Marsch». Vi havde det
meste af en Milxat ride, men jeg vidste
min Fange i gode Hænder, og han
ankom da ogsaa varm og velbeholden til
Kvarteret. Jeg tog ham med mig ind
i min Stue, og her blev hans
Mandighed sat paa en haard Pröve af min
skikkelige Værtinde, der, da hun saa ham,
udbrod: »Men Herre Jösses! Det er jo
Pastor Hansens Martin.»
»Ja, Madam Christensen», sagde jeg,
»han er min Fänge.»
»Men kan det nu ogsaa gaa an, Hr
Lieutenant, at tage Born tilfange», sagde
hun bebreidende.
»Han er Soldat, Madam Christensen.
Han vilde hugge os ned, og derfor
maatte jeg tage ham tilfange», sagde jeg
alvorligt.
»Men hvad vil dog Præsten sige»,
jamrede Madam Christensen.
Jeg kunde se paa Martins Ansigt,
at han kæmpede en haard indre Kamp
for at undgaa en gyselig Forsmædelse,
og for at redde ham fra en saadan
Ulykke, afbröd jeg Madam Christensen
i hendes Jeremiader og sagde: »Gaa nu,
Madam Christensen, og skaf os noget
rigtigt rart at spise, for vi er sultne som
Ulve.»
Captainen og jeg kom godt ud af
det sammen. Jeg viste ham alle mine
Vaaben, lod ham lade mine Pistoler og
tælle mine Patroner, som vi senere
stillede op som Soldater og »holdt Slag
med». Da vi saa var blevne gode
Venner, kastede vi de stive militære
Former overbord, jeg kaldte ham Martin
og sagde Du, hvad han ikke syntes at
tage mig ilde op, vi spillede Skorsten og
Sorteper, og tilsidst hjalp jeg ham med
at knappe hans Livstykke og
Strömpe-baand op og komme i Seng paa Sophaen
inde i mit Sovekammer, og jeg forlod
Ord och Bild, ii:e årg.
ham, som jeg trode, i den bedste
Stemning. Men jeg havde ikke siddet 10
Minutter og læst inde i Dagligtuen, för
Dören til Sovekammeret gik op, og
Captainen viste sig i sin bare Skjorte, med
Ansigtet badet i Taarer.
»Jeg tör ikke ligge alene herinde i
Mörket», hulkede han.
»Hvad tör Du ikke?» sagde jeg
ganske forbauset. »Hvad er Du bange for?»
»For Uhyrer.»
»For Uhyrer! Men der existerer jo
ikke Uhyrer.»
»Jo, for de skaber sig selv derinde i
Mörket, og saa kommer de frem fra alle
Krogene. Jeg er saa forfærdelig bange
for dem», sagde han og kom helt hen
til mig og saa paa mig med sit lille
forgrædte Ansigt.
Jeg vilde lige til at skamme ham ud,
saa kom jeg til at tænke paa Madam
Christensens Örentviste og paa hvor lidt
jeg kunde lide, naar de kom frem fra
alle Krogene. »Vi kan jo lade Dören
staa aaben herind til Lyset», sagde jeg,
og saa tog jeg min lille Fjende i mine
Arme og bar ham ind i hans Seng.
»Tak, Lieutenant», sagde han saa
ydmygt og kjærligt og strög min Kind
med sin lille varme blöde Haand, saa —
ja nu kan jeg da gjerne tilstaa det —•
Taarerne kom mig i Öjnene ved Tanken
om, at jeg virkelig stod her som hans
Fjende, der var trængt ind til ham, for
at dræbe hans Brödre og tage hans
Land fra ham.
Ligesom han var faldet i Sövn, rullede
der en Vogn for Dören, og ind traadte
den vrede Præstemand, hans Fader. Han
var vred for Alvor, jeg fik mange dröie
Sandheder at höre og maatte indramme,
at jeg havde handlet uforsvarligt, baaret
mig ad som en Dreng, og at Sagen, om
han henvendte sig til mine Overordnede,
kunde blive ret ubehagelig for mig. Men
da jeg fik ham forklaret, hvordan det
42
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
