Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Af Torsten Örnfeldts saga. Af Otto Rung
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AF TORSTEN ÖRNFELDTS SAGA.
149
Gentlemanære. Forbandet Vaas!
Hvad Ære vandtes ved at döf Döde
man, saa var det blot for at slippe ud af
en Klemme. Af ingen anden Grund döde
man.
Dö? — Döden? Hvad vilde det sige?
Hvorhen? — Vanvid!
Men rejse —? Hvorhen?
Sydamerika, det var jo blot en stor
gul Piet paa et Landkort, grænset ind
af en mörkeblaa bugtet Streg. Hvad an-
gik det ham? Maaske var derovre meget,
man ikke drömte om, Prærier og löse
Tyre og Cow-boys.
Svenske Greta. Han tænkte paa Sven-
ske Greta, der sandelig havde hjulpet
ham godt med at bruge Penge. Naar
han nu var död — eller var rejst — saa
vilde hun tænke — saa vilde hun sukke
og sige — saa vilde hun blæse ham en
läng, en meget läng Marsch.
Hvad var det værd det hele, hvad
var det værd at leve. Livet stank af
Cigarretos og Patschouli. Han kendte
det som Kender.
Og de havde Skyiden som havde
givet ham Livet, og mere de, som havde
tvunget ham fra Barnsben til at leve det,
som — som han havde levet det.
Denne forbandede Disciplin, der fra
först havde tvungen ham ind i Lögne
og Snyderier.
Se der, der ovor Skrivebordet hang
Grandpapas Ridepisk. Den og han var
gamle Bekendte.
Månge onde Minder fra Barneaarene
jog förbi ham. Minder om Ydmygelser,
Krænkelser og Straffe, om uböjelig Haard-
hed og om Tugt og om Formaning til
at fölge de gamle Ærens Kongeveje.
Paa Væggene hang Forfædrene i
forgylde Rammer og indesluttede ham
med deres länge Kjæde. Naar han som
Barn fik Prygl herinde, saa de til. De
havde alle de samme haanlige og
sammensnerpede Miner. Og hver sit
uplettede Vaabenskjold i Hjörnet for-
neden.
De dannede en Mur om ham, spærrede
ham enhver Udvej. Hvor vovede de at
forlange friskt og kækt Blod af ham!
Og nu vilde de lokke ham ind i en
Fælde for at fuldbyrde hans Undergång.
De gamle muldne Spögelser!
Henne i Krogen formede Mumlet sig
til en höj Skikkelse af tæt, blödt Stof,
der hang ned. Torsten vidste, at det
var Bedstefaderens Rejsepels. Den hang,
hvor den skulde hænge.
Han blev alligevel ved at stirre hen
paa den, syntes nu, at Folderne bölgede
ganske sagte.
Men i det samme blev han opmærksom
paa, at Rytterpistolen laa saaledes paa
Bordet, at Löbet sigtede paa ham. I et
Sæt var han ude af Skudlinjen og greb
Pistolen fast om Kolben, holdt den ud
fra sig som en farlig Slange, der nemt
kunde vende sig og stikke.
Men Stuen drejde sig omkring ham.
Alle Skygger var levende nu, syntes at
risle ned ad Væggene, at krybe hen
ad Gulvet.
Og Rejsepelsen derhenne, den posede
sig ud, som om en usynlig Månd tråk
den paa. Armene bredte sig til Siden.
Pelsen kom langsomt og gravitetisk vand-
rende hen imod ham.
Torsten fölte, at om et Öjeblik var den
över ham for at kvæle ham. Stor Rædsel
greb ham, han löftede Armene for at
værge sig. Og samtidig tænkte han, at
han var ved at blive forrykt.
Der slog över ham et tæt, knugende
blödt Mörke — han stönnede, vilde raabe,
men kunde ikke.
Da brast alt i en dump og kort
Stoj, en ejendommelig tör, stövet Lyd,
som af dyb Hoste. Smaa Ildgnister dan-
sede for hans Öjne, og gennem hans Arm
rammedes et voldsomt Stöd, der kastede
ham tilbage i Sofaen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
