Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Babel og Bibel. Af Karl Gjellerup. Med 16 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
KARL GJELLERUP.
HOVEDET AF EN SUMERISK PRÆSTEFYRSTE.
Höist charakteristisk for Prof. Barths
Kritik er hans Argument at Jephta »iro-
nisk» siger til Kongen af Ammon: »Hvad
(din Gud) Kemosch gav dig til Arv, det
kan du besidde, men hvad Jahve, vor Gud,
giver os i Eie, det tage vi i Besiddelse.»
»Ironien» er her kun hos den moderne og
orthodox tænkede Professor. I Texten
ligger det modsatte: to Lokalguder af
samme Rang staa över for hinanden; thi
man er paa dette Ståndpunkt endnu meget
långt fra den indiske Overlegenhed, der
söger hin ubekjendte Gud, om hvilken
det i Deussens prægtige Oversættelse af
den berömte Hymne hedder:
Zu dem aufschauen die Kämpfer beider Heere
Auf Hülfe bauend, sorgenvollen Herzens,
Aus dem aufgeht und fernhin strahlt die Sonne —
Wer ist der Gott, dass wir ihm opfernd dienen ?
Nu kommer det — hvad Prof. Barth
ogsaa fremhæver — endelig ikke saa
meget an paa Gudens Navn som paa
Gudsbegrebets Indhold — paa »den rene
ethiske Monotheisme.» Men dette Ind-
hold i dets endelige Fylde er Israel hver-
ken sig selv eller Canaanæer og Baby-
lonier skyldig, men derimod Perserne.
Först ved Sammensmeltningen med Or-
mudz voxer Jahve ud över en ren Lokal-
guds Betydning: det er den iraniske
Verdensanskuelses Mellemkomst der ad-
skiller Judaismen, af
hvilken Christendo -
men fremgik, fra
den til Grundlag for
en Verdensreligion
ganske ubrugelige
gamle Mosaisme.
Ogsaa det meget
omtalte ethiske Ele-
ment er i dybere
Förstånd — ligesom
ogsaa den dermed
sammenhængende
Udödelighetstro, der
er Mosaismen ukjend
— först kommen med Parsismens Indflydel-
se. 2 Sam. 24,1 gjör uden at blinke Gud til
det Ondes Ophav, medens det efterexilske
Parallelsted (1 Kr. 21), der beretter den
samme Begivenhed, omhyggelig undgaar
denne Blasphemi. Naar Prof. Delitzsch
gaar saa vidt at sige, at Jesaias »med
Rette» läder Gud være Ophav til baade
det Gode og det Onde, saa viser det at han
— i alt Fald i det Öieblik — staar paa det
forexilske Ståndpunkt, hvor det saa fryg-
telig alvorlige religieus-ethiske Problem
end ikke er gaaet op for Bevidstheden.
Oplösningen af Dissonansen, Tilfredsstil-
lelsen af den monistiske Fordring uden
at udviske den af den ethiske Bevidsthed
satte Dualisme, var en dybere Aand og
en modnere Tid forbeholdt, for saavidt
den overhovedet er mulig for den men-
neskelige, af Naturen til ganske andre
praktiske Formaal bestemte Intelligens.
Skjöndt Prof. Friedrich Delitzsch i sit
andet Foredrag, aabenbart under Indfly-
delse af en vis Irritation, er skarp nok
överfor det gamle Testamente, hvis par-
tikularistiske Monotheisme han endog-
saa kalder en skrækkelig, rent egoistisk
Lære, saa viser han sig dog i sit förste
Foredrag som Sön af den berömte He-
braiker, idet han af dette babyloniske
Lys, der nu falder över den gamle Bog,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
