Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forntid och samtid - Bergsöe, Clara: Mit sidste Möde med Magdalene Thoresen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
414
CLARA BERGSÖE.
Lidt Anstod kunde dette vække i sproglig
Henseende, ligesom hendes aandelige Dua-
lisme heller ikke altid var till Gavn for
hendes Produktion. — Hun var en eien-
•dommelig Blanding af en George Sand og
■en norsk Præstefrue. Som den förste var
hun betagen af store Syner, aandfuld, ud-
Tiklet gennem nære Venskabsforhold til
^nart sagt de fleste af sin Samtids store
Mænd, men hun havde ikke som den
franske Berömthed det eminente Genis Mod
til at lade sine rige Sjælsindtryk gennem-
.glöde sine Værker. Den norske Præstefrue
föltes — ved Valget af triste og tunge
Emner, en vis moraliserende Tone og dunkle
Udtryk — altid igennem dem. Kun i sine
lyriske Digte og i »Fra Midnatssolens Land»
var hun fuldt ud sig selv. Med den Selv-
kritik, som virkelig Beskedenhed giver —
thi beskeden var hun som faa, — sagde
hun ogsaa om det sidste Arbejde: »Ja det
•er en god Bog!» Den blev skreven under
<et længere Ophold paa Tromsö hos hendes
Datter, gift med den derværende Komraan-
•dant Falsen. Hendes store Kraft og ild-
fulde Fantasi kom her, ved Udmalingen
af Nordlandets glödende Farvetoner, dets
dæmoniske Mörketid og storslaaede, æven-
tyrlige Naturforhold, til sin fulde Ret.
Magdalene Thoresens tidligere Arbej-
-der udmærkede sig maaske nærmest ved at
være paavirkede af* Björnstjerne Björnson,
der dengang var Litteraturens nye Sol.
Hun skildrer selv blödt og fint i et Digt,
tilegnet ham, hvorledes dens Straaler bragte
hendes Digtertalent til at udfolde sig:
Thi som en skælvende Ranke,
der endnu kun er i Knop,
tog Du min digtende Tanke
og löfted i Dagen den op! — — —
Saa fuldt kom hendes Talent frem i Dags-
lyset, at hun blev den förste nordiske For-
fatterinde, der vovede sig frem uden at
være anonym. Og Heldet fulgte hende,
thi Bondefortællingerne, »Signes Historie»,
»Solen i Siljedalen» og »Studenten» slog
stærkt an, ja skabte hende et Navn, der
stöttet af de efterfölgende Arbejder, hvor-
imellem flere Dramaer, naaede lige ned til
Nutiden.
Endogsaa ude paa Nordspidsen af Sjæl-
land i det lille Fiskerleje Gilleleje, hvor
jeg mödte hende sidste Sommer, vidste
den fattige Fiskerbefolkning, at der stod
Glans om dette Navn. Man traf endog
Born, der var opkaldt efter hende, thi
hun var som en Art Skytspatron paa dette
Sted, hvor hun, »Magdalene» som de til
Tegn paa hendes Berömmelse naivt kaldte
hende, havde tilbragt månge Somre; denne
bare, nögne Strand med sine dristige, bak-
kede Linjer, sit stolte Nakkehoved, der saa
kækt udsætter sig for alle Nordvestens
Storme, tiltalte Magdalene Thoresens viJje-
faste Natur.
En af de förste Dage efter hendes An-
komst var der Kapsejlads. Hun sad oppe
paa en höj Bakke, hvorfra man havde Ud-
sigt över Havet i al dets kongelige Stor-
hed, hvilende under en Himmel, der for-
gæves sögte at naa dets dybe Farve. Mas-
ser af Baade tumlede sig derpaa. Som
skinnende Périer rullet hen över et blaat
Klæde flod og bölgede de hvide Sejl, snart
i Kiynger, snart i dristig Ensomhed.
Alt, hvad der kunde krybe og gaa, var
lutter Liv og Spænding-, man maatte — som
den gamle Digterinde — være meget til
Aars for ikke at være nede ved Stranden
eller ude paa Moloen, og dog havde faa
som hun været med i Livets og Havets
höje Bölgegang!
Hun var jo selv opfödt i et Fiskerleje,
havde kæmpet sig frem i Modgang og Fat-
tigdom, men altid med Vind i Sejlene,
altid stridende for at komme frem, som Baa-
dene, histude, indtil hun havde naaet til
Stævne med Norges förste Mænd.–––-Mon
hendes glidende Tanker gik i den Retning,
som hun sad deroppe med sine hvide Haar
flagrende for Vinden, medens det altid ild-
fulde Blik sögte mod den blåa Horizont?
Hun bar endnu Spor af sin store Skön-
hed, den jeg alt fra Barn af tillige med
hendes Liv havde hört omtale som helt
æventyrlig. Og dog var hendes Figur lille,
næsten skildpaddeagtig, men det dejlige
Hoved blev baaret med den mest indsmi-
grende Ynde. Legemlig svag var hun ble-
ven, gaa kunde hun næppe, men tale! Tale
som man nu ikke kender det, med denne
Festivitas, som absolut fordrer en stor Gestus
i rette Öjeblik, og kun hörte hjemme i en
svunden romantisk Tid. Hvor forbausedes
jeg endnu hin Dag som ofte för, över denne
Stemmes strömmende Klang, över den Aand,
som bar Ordene frem; hun var for et Nutids-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
