Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skildringar och berättelser - Michaelis, Karin: En Aften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
486
KARIN MICHAELIS.
ret — et Öjeblik syntes hun at höre
Aandedrag fra den ene Seng. Hun turde
knap trække Vejret. Skuffen skreg saa
sært, da hun tråk den ud, og Silken
skreg. Da hun löftede den op, skreg
den, da hun glattede Folderne ud, hvis-
kede det under hendes Hænder.
Hun maatte först smække Dören. Og
da det var gjort, klædte hun sig om.
Skammen, hun fölte, da Brudekjolen laa
om hendes Legeme, var saa stor, at hun
kom til at ryste. For at samle Mod
begyndte hun at nynne en lille Sång,
men Tænderne hakkede mod hverandre,
og hun tav.
Ogsaa de hvide Strömper. Ogsaa
de hvide Sko.
Inde i Sovekamret var det mörkt, som
i lukkede Öjne.
Hun hörte Lydén af tjern Musik —
— nej, nej, det var hende saa haardt
forbudt.
Men hun var jo alene, den ganske
Aften, den ganske Nat. Marthe tog op
över sit Hoved, som favnede hun en
Glæde, der laa i Mörket. Nu var hun
ikke mere bange. Det var omtrent, som
om hun kunde flyve eller svæve, saadan
en Lethed kom der i Huden og i Be-
nene.
Den fjerne Musik var över hendes
Tanker. Hun laasede Dörene op, en for
en, Huset igennem, og lod dem staa paa
videste Gab. Förän Trappen fra Kök-
kenet til Loftet standsede hun et Nu.
Oline havde været med hver Gång. Saa
var hun paa Trappen, og oppe paa
Loftet.
Hun vidste saa nöje, at der stod den
gamle Kane, som ingen hörte til, den
gik i Arv til Husets Lejere, ikke heller
Konsulens i Stueetagen kendte til den.
Og at der stod den forgyldte Stol, som
dryssede Ormegult. Og der stod Blom-
stertrappen, lige under Tagvinduet. Kasper
havde ikke flyttet den. Marthe blev röd
i Mörket. Han troede nok ikke, at hans
Kone bedrog ham og gjorde, hvad hende
var forbudt. Men Musiken löd mere il-
tert heroppe, den kom som fra den dybe
blaasorte Himmel. Eller fra Stjernerne.
Hver Stjerne havde sin Tone, og de sång
alle — alle.
Marthe stod med foldede Hænder ved
Blomstertrappens Fod. Hun glemte sin
hvide Drägt og Kaspers dyre Forbud.
Langsomt, som den der venter en
almægtig Glæde og vil dragé den store
Overvældelses Stund ud, langsomt gik
Trinene til det Överste og böjede sig
saa ud gennem Tagvinduet. Musiken
blev stærkere, men Klangen tog andre
Farver, den blev mindre ren.
Hun kunde tælle Tagene og se de-
res Form — alene derpaa, at Stjernerne
ikke var at se, hvor Hushöjden spær-
rede dem ude.
To Huse borte, förbi Smögespalten,
i Gavlen, der var det store Vindue, som
Marthes Öjne sögte. Det var stort som
en halv Port og med månge Ruder, men
över de halve var klinet Papir og var
Revne — gennem de andre halve saa
Marthe ind i selve Theatret, ind gennem
Sætstykker og Kulisser, ind paa selve
Scenen.
Personer i stærkt farvede Klæder og
med kridhvidt Haar hoppede sirligt om
derinde.
Marthe tråk sit Vejr, som om hun
væddede med nogen, at hun kunde holde
det tredive Secunder ad Gängen.
Oline plejede at staa forneden og
holde om Marthes Ben, at hun ikke skulde
fälde — og siden, naar det blev Tid,
maatte Marthe til Gengæld paa Finger-
sprog fortælle hver Smule, hun havde
set, og Oline ruskede sig i Næsen af
henrykt Forbauselse.
Men siden Kasper opdagede, hvorfor
Marthe og Oline listede paa Loftet om
Aftenerne, gik det ikke an.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
