Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skildringar och berättelser - Michaelis, Karin: En Aften - Dikter - Almén, Ruth: Rosens skapelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
488
KARIN MICHAELIS.
Adjutant, men til en Adjutant hörte
Soldater, og der i Byen var ingen Sol-
dater.
— — — Saa gik de fra Bordet, og
med det samme var alt det pæne borte.
Pigerne slog Vinduerne op, og Bordet
saa rigtig forpjusket ud.
Marthe blev flau og vaagen.
Lidt efter spillede det op til Dans.
Parrene svingede förbi Vinduerne i Dag-
ligstuen — bare de havde danset i Spi-
sestuen, tænkte Marthe. Pigerne smaa-
dansede med Hænderne fulde af Glas.
Marthe blev aandelös. Det gyngede
indeni hende. Mon nogen kunde danse,
som ikke havde lært det?
Hun gik lidt försigtigt om efter Mu-
siken, lidt kejtet trippende. Saa fäldt
hun i Slæbet, saa löftede hun Slæbet i
bægge Hænder, saa drejede hun rundt,
helt fortumlet inde i Panden, helt under-
lig. Det var, som om hun blev helt ny
indeni, saadan en glad Fugl som Söster
Anina.
Men saa kunde hun pludselig ikke
mere og kom til at hoste.
Hun sad og vippede Takten med sin
Fod. Af og til kom der lyse Damer
ind i Spisestuen, og Pigen med Koral-
lerne skænkede op til dem i store og
smaa Glas.
Nu kom ogsaa han med Kransen i
Haaret, tænk, at den sad der endnu.
Sæt han hed Buris, det var det könneste
og sorteste Navn, der var til. Eller Aage
— men Aage var som en grön Eng.
Nu talte han til Pigen, og hun lo ham
lige op i Ansigtet. Pigen gik hen til
Vinduet, han gik bagefter.–––-—
Han böjede sig nedover hende og
kyssede hende i Nakken.–––––Marthe
lukkede sine Öjne. Hun rullede Gar-
dinerne ned, og löste langsomt den hvi-
de Kjole af. Fra Vindue til Vindue
gik hun og tråk Træskodderne for. Det
var dog ingen Nytte til med Himlen.
Men da Marthe laa inde i sin Seng,
saa bedrövet og tung i Sind, som om
hun havde begaaet en stor Synd, spurgte
hun sig selv de hundrede Gånge, om
der vel var noget ondt i, at hun köbte
en Skovmærkekrans i al Hemmelighed,
naar hun gemte den godt oppe paa Lof-
tet og kun lugtede til den en Gång
imellem.
Som et lille Minde––––––
ROSENS SKAPELSE.
Af RUTH ALWÉN.
Jag är barn af solens kärlek
till den mörka, kalla jorden.
Ty när jorden
tog de rika guldets håfvor
af den slösande, den härliga,
kände hon sig fattig.
Och hon bad: »Låt mig gifva,
o, låt mig gifva!»
Och som svar på hennes längtan
rördes lif i hennes sköte.
Och så sprang jag fram ur mullen,
leende i glans och tårar,
Jag är barn af ädel kärlek,
därför är jag ljus och lycklig,
barn af solens rika kärlek
till den ensamma, den sorgsna,
dimomslutna jorden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
