Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konst - Bierfreund, Theodor: George Frederick Watts
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
594
THEODOR BIERFREUND.
Og saa var han sin egen Månd. Han
brød sig ikke om at sælge, holdt endog
helt op dermed. Han hobede sine Bil-
leder og Studier op i sit eget Hus, med
Adgang for Publikum. Hans Hus blev
en af Londons Seværdigheder. Han
skænkede Billeder til Kirker og offent-
lige Institutioner. Han tilbød at deko-
rere en af Londons store Jernbanestatio-
ner, Euston. Tilbudet blev fornuftigvis
afslaaet, da Dekorationen vilde skade
Indtægten fra Annoncer. Den Dag kom,
da en rig Købmand, Henry Tåte, skænke-
de London sin Samling af repræsentativ
moderne engelsk Kunst og Penge til et
Museum. Da kom Watts’s store Dag. Han
gav Resultatet af sit Livs Arbejde, først
18 store Billeder, senere 5 andre, kun det
ypperste.
Studier, Skitser, Forarbejder, Portræt-
ter blev i hans Hus. Med den sikreste
Haand har han gjort sit Udvalg, det Ud-
valg Eftertiden i andre Tilfælde maa gøre,
om den da flnder det Umagen værd.
Kun de allersidste af hans Billeder
synes signerede og daterede. Men den
kronologiske Orden af dem, han har skæn-
ket til Tåte Gallery, er heller ikke af Be-
tydning, uden forsaavidt det synes ufatte-
ligt, at en Månd paa över 80 Aar endnu
er i aandelig Vækst eller i al Fald endnu
kan tumle med de største menneskelige
Problemer, give dem ny kunstnerisk Form
og være Herre över Linier og Farver,
som var han 50.
Hope (Haabet) synes ligesom at være
vokset ud af Psyche. Ude i det evige
uendelige Rum, hvor ingen Stjerne lyser,
ruller en Sfære. Paa den sidder en gan-
ske ung Kvinde, dybt sammenbøjet. Om
hendes Øjne ligger et hvidt Klæde, bundet
saa man har Følelsen af, at hun kan
skimte. Hun hölder en Lyre. Alle dens
Strenge er brustne. I deres Sted er
hastigt bundet et Stykke Seglgarn,
og tværs över den er hængt en Række
smaa Konkylier. Med Fingren bevæger
hun den fattige Streng og lytter anspændt,
om hun dog ikke skulde høre den sva-
geste Lyd fra Livets Instrument.
Jeg kender en engelsk Kvinde, hvem
det Billede i hendes kæmpende Ung-
domsaar, da hun følte sig uendelig alene
i det vældige London, har holdt oppe
under Mismod og Fortvivlelse.
Rent målerisk set er det en overor-
dentlig Sammenstilling af Farver. Det
gennemsigtige grønlige, stærkt krympede
Flor, der hyller det unge Legeme, staar
dejligt til de to herligt tegnede Fødder
og til den ubestemmelige grønblaa Him-
mel, över hvilken Uendeligheden er.
Love and Life (Kærlighed og Livet).
Ätter den endnu ikke helt udviklede
Kvinde, spæd af Lemmer, Hudens Farve
blandet som Leonardo har gjort det paa
Maria i Bebudelsen i Uffizierne i Florens.
Det store gule Haar blæses frem över
af Vinden. Hos hende staar en slank
Yngling nøgen, med store brogede Vin-
ger paa Ryggen. Hans Hud er brun,
som Mændenes paa græske Vaser. Et
stort Klippelandskab; Himlen rødmer,
som ved Solopgang. Paa en gold Klippe-
afsats med månge Kanter staar hun; et
Par Foraarsblomster ligger ved hendes
Fod, men forude ses en Klat Sne. Hun
ser fuld af Ångst og Tøven op mod
ham, mod Elskoven; hun lægger sine
Hænder i hans, og han, ung og kraftig,
støtter hende opad, lover at føre hende
op paa Lyksalighedens højeste Bjerg, og
hun følger tillidsfuld, nysgerrig, beklemt.
Hans brogede Vinge danner Baggrunden
for hendes skælvende Legeme.
Love and Death (Kærligheden og Dø-
den). En magtfuld Kvindeskikkelse, uden
Livets Farver, hyllet helt i hvidt, gaar
op ad de to Stentrin til et engelsk Hjem,
der er indrammet af Blomster og Grønt.
Det er Døden. En nøgen Dreng spre-
der i sin Ångst sine brogede Vinger ud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
