Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andra häftet - J. P. E. Hartmann. Af S. Levysohn. Med 10 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. P. E. HARTMANN.
103
begaaede Helligbröde, gik hans
Beklagelser udelukkende ud paa,
at han ikke selv havde faaet
Lov at höre »Vrövlets Spaa-
dom», idet han tilföjede: »Tror
De ikke, jeg er saa meget Stu-
dent, at det havde moret mig
at höre paa den?»
Men Hartmann var mere
end Student, han var — som
maaske ikke almindelig bekendt
— cand. jur. og bestred i länge
Tider et juridisk Embede som
»Sekretær ved den borgerlige
Indrulleringskommission».
Man tåler nok nutildags saa
meget om Sporten og den legem-
lige Udviklings ene saliggörende
Betydning, og er ikke långt fra
helt at kaste Vrag paa den bog-
lige Uddannelse, den Uddannelse,
som man i Begyndelsen og Mid-
ten af det förrige Aarhundrede maaske
var for tilböjelig til udelukkende at sætte
i Höjsædet.
Hartmann er et talende Exempel paa
det overdrevne i denne Opfattelse. Der
er jo næppe stor Udsigt til, at gamle
Hartmann var bleven synderlig ældre
eller væsenlig kraftigere, om han i sin
Ungdom havde cyklet eller fordrevet Ti-
den med at spille Langbold — hvad
han ganske sikkert ikke har gjort —
men derimod tör man dristig paastaa,
at han uden sin akademiske Uddan-
nelse, uden det indgaaende Kendskab
til Fortiden, dens Historie og Litera-
tur, ikke var bleven netop den Tone-
digter, som vi ærer og elsker, hvis Vær-
ker er en saa tro og — man kan næ-
sten sige kærlig — Afspejling af dansk,
ja nordisk Natur, Folkeliv og Historie,
at det saa ofte misbrugte Ord national
er i allerdybeste Förstånd knyttet til al
hans Væren og Virken.
Der er jo det ejendommelige ved
HARTMANN 18^6. TEGNING AF VILHELM MARSTRAND.
Hartmann, at han er — uden al Sam-
menligning — betydeligst, hvor han har
et givet Stof, et æsthetisk Æmne at
knytte sine Toner til, et poetisk Grund-
lag — det være sig en Sangtext, som
i hans Operaer, Kantater, Romancer og
Sange, eller selv et mere löst formet
Underlag, som i hans Balletter, Melo-
dramer o. s. v., hvorimod de Værker,
hvor han har vulet give den absolute
Musik, hvad dens er, hurtigst er blevet
mærkede af Tidens Tand.
Og det er — til Sammenligning —
ikke uinteressant at lægge Mærke til det
modsatte Fænomen hos Komponister,
der er ensidig uddannede som Musikere
— og dem er der ingen Mangel paa,
men noniina sunt odiosa; her virker
et saadant poetisk Underlag ofte som
en Hæmsko, ikke at tale om, at der ofte
optræder en sörgelig Disharmoni mellem
Digtning og Musik, det være sig i Stil
eller Karakter, eller blot i den rent for-
melle Behandling af selve Texten. Und-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
