Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Den landflygtiges dröm. Af Johan Bojer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
JOHAN BÖJER.
Endelig stödte han paa en gammel
lægdekjærring, som sad paa en stubbe
og bandt paa en strömpe.
»Har du set mor min? Og hesten og
den röde gig?»
Den gamle lo med det grönne, ryn-
kede ansigt. »Mor din — he; he! Hun
er da vel paa kirkegaarden hun, skulde
jeg tro. Det er da mangen en dag,
siden hun fryttede derhen. Og den svarte
hoppe er saamæn baade spist og for-
döjet, og huden af den udslidt i baade
stövler og reb for længe siden. Den
röde gig er der kogt kaffe paa, og jern-
beslaget af den ligger og ruster i en kiste
for gammelt skrammel.»
»Du lyver, din heks! Sad jeg ikke
nylig og kjörte til kirke ved siden af
mor min, og kom jeg ikke roende hjem
i nat?»
»Hel he! he!» flirte kjærringen med
strömpen og gav sig til at tælle lök-
kerne paa bindingsstikken. »Aanei, det
var nok bare digt og lögn det, far min.
Og vil du vide sandheden, saa staar der
bare et par tomtestene igjen efter den
stue, du vokste op i, og kirken, du
blev konfirmeret i, staar heller ikke læn-
ger paa bakken og spejler sig i sjöen.
Den nye er flyttet långt op i bygden
og er ikke af træ, men af sten, og de
jenter med skaut, som du engång mödte
ved kirken, er nu döde eller gifte kjær-
ringer med en skok unger om stakken.
Skolelærerdatteren er en skæv, tandlös
hurpe, som farer i bygden med sladder,
det er sandheden. Tror du tiden staar
stille?»
Han rik lyst til at slaa den gamle
kjaer ring ihjel, men tog paa sprang som
ræd for at höre mere. Han vilde da
ialtfald se efter, om kirken ikke stod der
endnu paa den gamle pläds.
Og han kom til den höje bakke, hvor
den gamle brune trækirken havde staat
og spejlet sit taarn i sjöen, og hvor den
rige brede bygd kunde ses vidt omkring.
Men hvad var dog dette? Kirkegaarden
var ganske rigtig her med sin mosgroede
stenmur omkring, men kirken? Mellem
gravstötterne stod kun det gamle, sorte
taarn og drejede paa sin jernflöj. Og
barnhuset, hvor de langfarende varmede
sine daabsbörn, mens præsten prækede,
det stod nu ganske sammenfaldt, og den
höje skog af bregner og tidskr holdt
paa at skjule det for folks öjne.
Hvad er dog dette? Der skulde jo
være præken her idag, og jenterne med
skaut og salmebog, og han selv, og
moren.....? Jernflöjen paa det gamle
taarn dreier sig med en klagende lyd
og synger: ; Tiden gaar, tiden gaar».
Han lægger ätter paa sprang, endnu
i et svagt haab om at finde moren og
den röde gig, som han nylig kjörte i.
Men pludselig stod han ätter förän den
gamle lægdekjærring, som strikkede paa
sin strömpe.
»He, he, he b flirte hun. »Du gaar
nok her og indbilder dig, at du endnu
er en ung sprade du, som er kommen
for at gjöre de unge jenter tossede. Se
her, se dig for en gängs skyld i mit
lommespejl!»
Og för han ved af det, staar han og
ser ind i et graaskjægget ansigt, hvor
den ene rynke snoer sig ved siden af
den anden.
Nei, hun havde ret. Dette var ingen
sprade, som kunde gjöre de unge piger
tossede.
Men i fortvivlelse slængte han hende
spejlet i ansigtet og skyndte sig bort.
Solen gik ned, det var söndags kvæld,
og nu lakkede det jo til den tid, da
de unge gutter — som för i tiden —
tog vejen op til sætrene.
Og han vilde gaa den gamle sæter-
vej endnu engång. Dette med lægde-
kjærringen kunde jo være blot en dröm.
Han farer paa lette födder opover
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
