Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Ansigt til Ansigt. Af Henri Nathansen - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344
HENRI NAT HAN SEN.
Han satte sig. Salen blev mörk.
Tæppet löftede sig med tyst forventnings-
fuld Susen. Ellen havde listet sin Haand
ind under hans.
III.
Astrid —
Han tænkte kun det ene, da han ät-
ter saa hende staa paa Scenen: Ungdom!
Han fölte kun et eneste i dette svim-
lende Nu : at hans egen Ungdom var be-
gyndt at graane. Alt var förbi — og
dog vendte det Skridt for Skridt tilbage.
Saa han paa hendes aandfuldt lyttende
Profil, huskede han Atelieret, naar Skumrin-
gen gled ind derover, roligt og moderligt,
og Vinden klagede bekymret i Tagets
Kroge som en Fugl, der söger Ly for Nat-
ten ...
. . . Långt borte hörte vi Vognenes
fjærne Duren, og Menneskestemmerne
nedefra blev blöde og uldne, som om
Mörket svöbte sig om dem. Vi blev staa-
ende, du og jeg, og saa de smaa Lygte-
sole svæve dybt under os i Parken . . . ind
gennem den länge Gades gyngende Bro
af Lys gled vore Öjne . . du var hos mig ..
Verden laa långt borte . . alle de smaa
sorte Skygger dernede . . Vogne . . Men-
nesker. . . alle havde de et Maal saa
långt fra vört . . vi saa dem glide ud af
Mörket og ind i Mörket. . forsvinde. .
farvel. . . farvel . . !
Du gik bort fra Vinduet og stod der-
oppe, lyttende, som du nu staar — den
samme blide Stængellinje fra Nakke til
Hæl. Og Lyset nede fra Gaden tændte
en lille Sol i dine Öjne.
Og husker du Morgenerne oppe hos
mig ... du lo som et Barn i det berusende
Solskin, der slog sammen om dig som
en Bölge. Kan du huske den allerförste
Morgen — —
Det var en tidlig Sommerdag... vi stod
og saa ud över Voldens Trær og hörte
Lövets Silkelyd risle under os. Længere
borte blomstrede Byens röde Tage —
Rogen stod tilvejrs som Springvands-
straaler — og de förste Mindelser om
Sommer og Sol klang op til os fra
Brolæggernes syngende Hamre i Gaden.
Kære . . . naar jeg nu lukker mine Öjne
og lytter til din Stemme, stryger Som-
merluften blidt og erindrende över mit
Ansigt. Jeg husker, at du vendte dig
om imod mig, jeg syntes, al Bitterhed
og Kulde og gammelt Nag mod alt og
alle gled af mit Sind, da det böjede sig
barnligt ind under dine Öjne og dit
Hjærte. Og vi gik ud sammen, gennem
den By, hvis tidlige Sommer vi begge
elsker — ned längs Söerne, der laa fine
og fejede — förbi de smaa Haver, hvor
Börnene rodede i den lune letaandende
Jord. I hvert Træ holdt Spurvene Ge-
neralförsamling. Vi kendte ingen af de
Mennesker, der gik os förbi, men det
var, som om de og vi for förste Gång
förstod hinanden. Og ned längs Hav-
nen förte jeg dig, vi stod et Öjeblik
stille midt i Solskinnet og saa ud längs
Sejllöbet, hvorfra jeg som Dreng altid
syntes, mine Drömme maatte komme
sejlende. Paa Knippeisbro stansede vi
og saa ind mod Byens skönne röde og
gråa . . . det var ikke Sten, det var Farver,
der vævede sig sammen og brödes igen,
Drengeminder og Feriefarver, der tonede
gennem Luften — Kunstnerdrömme, der
kom sejlende förbi fra Löbet derude, sej-
lende stolt ind mod Byens Taarne. Og
vi gik över til Christianshavn, som laa
der og ventede med sit gamle trofaste
Smil... drejede om ad den lille Gade, hvor
vi altid siden sögte bort fra Sværmen,
og tabte os i de smaa stille Gyder som
i fjærne Havegange. Paa den lille Bro,
du ved, stod vi stille og kunde ikke se
os træt paa Kanalernes fornemme Ælde.
De stille Husrækker stod saa forstaa-
ende som en skærmende Baggrund for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
