Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Richard Wagner. Af Gerhard Schjelderup. Med 9 Billeder - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GERHARD SCHJELDERUP.
grad udviklet sig endog i sel ve Tysk-
land, att man trygt kan tale om en
almindelig renaissance i kunst og kunst-
industri. Vistnok var Wagnerianerne
»plus royalistes que le roi», og det har
næppe nogensinde været mesterens me-
ning, at hans musikdrama skulde for-
trænge de andre kunstarter, som selv-
fölgelig maa före sit eget sunde liv,
selv om de efter hans mening blot i in-
derlig förening kan naa frem til fuldt
tilfredsstillende kunstnerisk virkning. I
en henseende synes det for tiden, som
om Wagner har taget fejl, naar han mente,
at den absolute musiks tid var förbi, og
heller ikke havde nogen tillid til den
symfoniske programmusiks udviklings-
muligheder. Thi netop nu skrives et
utal af kammermusikværker, og »den sym-
foniske digtning» synes at staa i fuld
blomst, medens efter Wagner yderst faa
livskraftige dramatiske værker har set
dagens lys. Dog er det muligt at de
glimrende virtuosværker, hvormed de
vældige orkestre beruser tilhörerne, inde-
holder mer af dekadent stof i sig end
man i almindelighed tror. Muligens er
de blot en yderst effektfuld afslutning af
det blændende orkesterfyrværkeri, som
den moderne instrumentationskunst har
såt iscene, idet den skabte en med dia-
manter oversaaet kongelig kappe, hvori
det törreste benskrangel tager sig yderst
imponerende ud. Dersom vi gaar ud fra,
at al sand kunst kommer fra et rigt og
overströmmende indre liv, maa vi stille
os kölig ligeoverfor al virtuosisme og
larmende reklamevæsen. Det er altsaa
ikke umuligt, at Wagner ogsaa her har
seet rigtig. Hvad de fanatiske modstan-
dere af den nye dramatiske kunst angaar,
saa er de besejrede i alle retninger —
Wagners almagt er ligefrem knusende.
Han behersker i Tyskland theatrene med
et saa trykkende enevælde, at mangen
en theaterdirektör ser fremtiden med be-
kymring imöde. Værker som Niebe-
lungenring, Tristan og Meistersinger kan
man jo umulig give hver uge, dertil er
de for overmenneskelige — og saa er
der ingen anden raad end at pine ud
Lohengrin og Tannhäuser saa meget som
muligt — thi ellers blir salen tom og
kassen giver sörgelige resultater. Rie?izi
og Hollœ?ideren er de eneste Wagner-
værker, som ikke trækker fuldt hus, me-
dens Mozart, Gluck, Weber og Beetho-
ven ikke mer formaar at interessere det
store publikum, og alle theaterdirektö-
rers kælebörn »Carmen», det sukkersöde
»Mignon» og de brutale veristiske tyre-
fægtnings-operaer nu er altför slidte.
Baade tyskere, amerikaner, englændere
og tildels ogsaa franskmænd raaber alle
som en paa Wagner, der for tiden er mo-
dens almægtige afgud og med sine væl-
dige værker virker trykkende paa thea-
terarbejdet, da han sluger næsten al energi
og arbejdsglæde. — Da det nu ikke
længer nytter at angribe Wagner som
kunstner, er det hans karakter og hele
personlighed man forsöger at trække
ned i smudset. Men jo mer man lærer
hans liv og virken at kende, desto taa-
beligere synes os de smaalige bagvas-
kelser og lave angreb, hvormed misun-
delsen endnu forsöger at tilsöle en af de
ædleste og kraftigste helteskikkelser,
historien kender. — Efter först at have
beskæftiget mig med Wagners kunstne-
riske virksomhed vil jeg ogsaa i korte
træk söge at skitsere hans personlighed,
saaledes som den staar for os efter de
historiske dokumenter, vi raader över,
og som udtaler sig endnu klarere gen-
nem hans skrifter og dramatiske mester-
værker.
II.
Richard Wagner hænger inderlig sam-
men med den tyske romantik, som ifölge
sin sande natur först i musikdramaet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
